Tunfisk solgt for 72.000 kr. kiloet

Rekordhøje priser på blåfinnet tun i Japan

2019 var ikke mange dage gammel, før der blev sat rekord for salg af blåfinnet tun. Den første lørdag i det nye år stoppede buddene på en auktion i Japans hovedstad, Tokyo, på 333,6 millioner yen for den 278 kg. tunge tun. Det svarer til 20,3 millioner kr. – eller 72.000 kr. kiloet, skriver Ritzau.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er der tale om et rekordbeløb for blåfinnet tun.

Køberen er ejer af en række sushi-restauranter i Japan, Kiyoshi Kimura, som nok ikke helt uden grund kalder sig selv for tun-kongen. Den hidtidige rekord for en tun var 155 millioner yen og blev også betalt af Kimura ved en auktion i 2013.