Forhandlingerne mellem EU og Grønland om en ny fiskeriaftale er gået i stå! De er brudt sammen, og der er ingen tegn på, at de genoptages.
Inden nytår skal parterne ellers være klar med en ny fiskeriaftale, som skal gælde i seks år. En aftale, som også har stor betydning for dansk fiskeri, og derfor vækker nedsmeltningen bekymring herhjemme. Fra grønlandsk side lægger man op til en reduktion af EU’s fiskerimuligheder i grønlandsk farvand med en tredjedel, og man vil hæve afgiften.
– Det er hverken ret eller rimeligt, påpeger Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation:
– Det vil få store negative konsekvenser for dansk fiskeri, hvor både rejefiskeriet og det pelagiske fiskeri har haft stor gavn af aftalen gennem tiden.
Ocean Tiger i klemme
Især Ocean Prawns og fartøjet Ocean Tiger er afhængige af en fornuftig aftale med grønlænderne, da de fisker her. I et interview til Fiskeri Tidende har den bornholmske virksomheds direktør Kristian Barslund sagt:
– Hvis ingen aftale der bliver, er konsekvenserne for Ocean Tiger helt uoverskuelige. Vi vil stadig kunne fiske lidt ved Svalbard, men det vil ikke være nok til at drive et rentabelt fiskeri.
Over de seneste år har rejekvoten i Vestgrønland været stigende og Østgrønland har ligget stabilt. Alligevel ønsker Grønland at begrænse EU’s fiskerimuligheder, da de ikke mener, at der er et overskud, som EU kan fiske på.
– Men det er ikke korrekt. Der er masser af overskydende mængder, men grønlænderne overfører dem fra år til år som flex. Mens EU-fartøjer har mulighed for 5 procent flex fra år til år, så er der ikke noget loft for grønlænderne, forklarer Daniel Barslund, underdirektør Ocean Prawns.
En del af rigsfællesskabet
Derudover er en aftale også vigtig af hensyn til de andre aftaler, som EU indgår med tredjelande. Fx forhandlinger med Norge og Færøerne. Så uden en aftale kan det få mange følgevirkninger, og flere fiskerinationer i EU kan ende som tabere.
Det og meget mere har Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation skrevet til både fiskeriministeren og udenrigsministeren.
Her opfordrer de ministrene til at gå ind i sagen. Grønland er en del af rigsfællesskabet, og i det lys bør man søge at løse uoverensstemmelserne.