Norsk eksport stadig med speederen i bund

De første fire måneder har givet Norge en 25 procent stigning i eksporten af fisk og skaldyr i forhold til samme periode sidste år

I årets første fire måneder eksporterede Norge fisk og skaldyr for 45,4 mia. NOK (34,11 mia. danske kroner) Det er en fremgang på 25 procent i forhold til samme periode sidste år. I april måned er der eksporteret fisk og skaldyr for 11,3 mia. NOK, hvilket er 2,8 mia. NOK mere end april måned sidste år. Det skriver det norske Kystmagasinet.no.

– Højere priser på vigtige arter som laks, torsk, ørred og kuller er de største bidragsydere til værditilvæksten i denne måned, siger Børge Grønbech, konstitueret adm. direktør i Norges Sjømatråd.

Han forklarer desuden, at der er flere årsager til de høje priser.

– Fødevarepriserne stiger kraftigt globalt, hvilket bidrager til at løfte priserne for norsk fisk og skaldyr. Der er lavere tilførsel af de vigtige fiskearter – både fra Norge og andre lande. Og genåbning af hoteller og restauranter giver øget efterspørgsel.

Slutteligt peger han på, at flere tilberedte fisk og skaldyr hjemme under corona-pandemien, og at den trend er fortsat, efter samfundene er åbnet igen.