Af Kristian Bøgsted, fiskeriordfører, Danmarksdemokraterne
Gang på gang fremsætter venstrefløjen forslag om forbud i fiskeriet eller maler skræmmebilleder af dets konsekvenser.
Alt det udgør en del af den fortælling, som SF, Enhedslisten og Alternativet konstant gentager – og som Danmarks Naturfredningsforening konsekvent bakker op om.
På samme tid synes de at have svært ved at acceptere andre perspektiver, når der fremlægges rapporter, der tegner et andet billede.
For nylig inviterede fiskeriministeren alle fiskeriordførerne med på en tur for at blive klogere på fiskeriet. Turen gik til Skagen og Hirtshals, hvor vi blev vist rundt på to forskellige slags trawlere og fik en grundig forklaring på, hvordan fiskeriet foregår.
Efter vores besøg havde vi et konstruktivt møde med repræsentanter fra fiskeriindustrien, havnene og Danmarks Naturfredningsforening, hvor der blev delt faktuel viden og ønsker frem mod de kommende forhandlinger om fremtidens fiskeri.
Men hvor var venstrefløjen? De valgte åbenbart ikke at deltage i turen og dermed bidrage til at få fakta på plads inden forhandlingerne.
Jeg forstår godt, at folketingsmedlemmer kan have travlt, men jeg mener faktisk, at venstrefløjen ikke kan forsvare at ignorere så vigtige initiativer og undlade at indhente fakta, når jeg ved, at de har så markante holdninger og ønsker om at ændre fiskeripolitikken i de kommende forhandlinger. Det må vist være en ommer.