Ny formand til innovationsdag: Ser et kæmpe potentiale

Danish Ocean Cluster havde inviteret til Blå Innovationsdag, hvor der blandt andet var besøg fra tre fiskeriforeninger

Allan Kiilsholm Petersen er ny formand i Skagen Fiskeriforening.

60 deltagere og repræsentanter fra virksomheder i Canada, Finland, Sverige, Norge og Danmark var mødt op i Kattegatsiloen i Frederikshavn.

Bag arrangementet stod Danish Ocean Cluster (DOC) og Erhvervshus Nord, og det skulle være en dag med fokus på blå innovation, og på hvad der kan gøres for at sikre den maritime fremtid.

– Vi i Danish Ocean Cluster har behov for at fortælle, hvem vi er, og hvad vi arbejder med, så folk forstår, hvad de kan bruge os til, og det er en rigtig god ramme til at få det gjort i dag, sagde Linn Indrestrand, der er bestyrelsesformand i DOC.

Hun var især glad for at se repræsentanter fra Hirtshals, Skagen og Strandby Fiskeriforening.

– Vi har rigtig mange vigtige fiskere her i Danmark, men de har travlt med deres fiskeri. Derfor er det rigtig godt, at vi har så mange gode organisationer her i Danmark, der kan komme og repræsentere dem, så de kan indhente viden og informationer, som de kan tage med hjem til deres medlemmer, lød det fra formanden.

Se hele indslaget fra Blå Innovationsdag i Frederikshavn:

Udfordret fiskeri

Den ene af repræsentanterne fra fiskeriforeninger var den nye formand for Skagen Fiskeriforening, Allan Kiilsholm Petersen. Han ventes snart at blive formand for den sammenslåede forening mellem Hirtshals og Skagen.

Han var taget til Frederikshavn for at blive inspireret og se nye vinkler på, hvordan fiskeriet kan udvikle sig, så man får mere ud af den råvare, som bliver landet på havnene.

– Fiskeriet står overfor en opgave med at få mere ud af de mængder fisk, der bliver landet. Kan vi øge værdien af en landing med 10, 20, 30 procent, så er det meget interessant for fiskerne, sagde Allan Kiilsholm Petersen.

– Kan fiskeren gøre noget, så starter det med, at vi ved, hvad der foregår, og hvad der er af muligheder.

En anden, der også tog turen til Frederikshavn, var Thomas Christiansen fra Læsø. Han fisker til daglig efter jomfruhummere med sit fartøj FN 226 Andrea Klitbo.

Fiskeskipperen var især opmærksom på, hvordan man kan udvikle fiskeriet til både at være mere skånsomt og effektivt.

– Læsø er vi utrolig afhængige af fiskeriet, og hvis det går ned – det er jo reduceret meget, i forhold til hvad det har været – og bliver det ved med at blive reduceret, så skal vi bruge noget andet, og så kan det jo sagtens være, der er noget andet, vi kan lære af her, sagde han.

Kæmpe potentiale

Hos Allan Kiilsholm Petersen var der især en finsk virksomhed, der vækkede hans opmærksomhed.

– Med sidestrømmene tænker jeg normalt, at det først er, når vi er kommet i land med fisken, men det lader til, at der måske også er nogle potentialer, hvor man som skipper kan træffe nogle valg undervejs og selektere i sit affald, og den vej rundt være med til at skabe noget værdi – allerede ude på havet, sagde han.

Virksomheden, som fiskeriforeningsformanden talte om, var finske Hailia. Den bruger sidestrømmen eller fiskeaffaldet til at producere en form for pulled fisk – ligesom man kender det fra pulled pork.

– Kan vi begynde at arbejde med hovederne på havtasker, skroget på rødspætter og så videre, og så høste noget af det kød, ligesom man gør med laks, jamen så ser jeg et kæmpe potentiale i det, og det kan blive til nogle spændende produkter. Smagsprøverne var i hvert fald gode, og så er det bare at teste og udvikle derfra, sagde Allan Kiilsholm Petersen.

Bestyrelsen gik ’helt i fisk’ på Arla Fondens madlejr

7000 fisk er havnet på madlejr for skolebørn som den direkte effekt af Danmarks Fiskeriforenings partnerskab med Arla Fonden de seneste tre år. Bestyrelsen...

Bestyrelsen gik ’helt i fisk’ på Arla Fondens madlejr

7000 fisk er havnet på madlejr for skolebørn som den direkte effekt af Danmarks Fiskeriforenings...