Lukkeområde hjælper på ingen måde torsken

I ti år har området ud for Gilleleje været lukket - uden at virke

– Lukkeområdet skal åbnes – og dét skal være nu!

Chefbiolog Michael Andersen i Danmarks Fiskeriforening er ikke i tvivl. 10-års jubilæet for det lukkede område i Kattegat ud for Gilleleje er ikke just noget at fejre, men bør være en øjenåbner for, at ti år er ti år for meget, og at låsen til lukningen nu skal lirkes op.

– Først varslede man tre år, men nu har det stået på i ti år. Det bliver ved og ved; helt uden belæg. Et lukket område gør ingen forskel. Der er ingen videnskabelig dokumentation for, at det har en effekt på torskebestanden, slår biologen fast.

Det var ellers de svenske og danske politikeres ide, at ved at lukke området for fiskeri, så skulle torsken blomstre og få den hårdt ramte bestand på ret køl.

Farligt for fisk og fiskere

Nej, hvis det lukkede område har en effekt, så er det tværtimod negativt, konstaterer biologen.

Det er ødelæggende for fiskerne i området, og kan mærkes på havnen i bl.a. Gilleleje. Fiskerne vil gerne fiske i området. Ikke torsk, men jomfruhummer, som der er masser af. Men det må de ikke, og er nødt til at dreje nøglen om eller flytte fiskeriet efter jomfruhummer andre steder hen – til områder, hvor hummerne er mindre. Og netop det kan også være et problem, påpeger Michael Andersen:

– Fiskerne bliver presset ud i områder, hvor der er flere torsk. I stedet for at lade os fiske jomfruhummer i det lukkede område, hvor der kun er få torsk udenfor gydeperioden. Så tvinger de fiskeriet andre steder hen, hvor vi risikerer at gøre større skade.

DTU: Pånær gydeperioden

Hos DTU Aqua er de også skeptiske. Til Frederiksborg Amtsavis siger Marie Storr-Poulsen, DTU-Aqua, at et totalforbud mod at fiske i området, ingen gavnlig effekt har.

Hun ser dog gerne, at området er lukket i torskens gydeperioden.

– Vores undersøgelser viser, at det lukkede område alle årene har været stort set fri for torsk i de to sidste kvartaler, mens der de seneste år er kommet flere og flere torsk i gydeperioden først på året. Derfor giver det fortsat god mening at holde området lukket for fiskeri i gydeperioden, men resten af året har forbuddet ingen positiv virkning på bestanden, siger Marie Storr-Paulsen.

Vattenfall afviser beskyldninger: Vi har tilgodeset fiskernes interesser

Vattenfall afviser nu på det kraftigste, at selskabet skulle have forbigået regler om kompensation til fiskere i forbindelse med opsætning af havvindmøller

Vattenfall afviser beskyldninger: Vi har tilgodeset fiskernes interesser

Vattenfall afviser nu på det kraftigste, at selskabet skulle have forbigået regler om kompensation til...