Det er uanstændigt

Tyske fiskere kan lovligt fiske i det lukkede område ved Gilleleje, mens danske og svenske fiskere er udelukket

Så er den gal i det lukkede område nord for Gilleleje igen. Gilleleje-fiskerne er nødt til at sejle op til Anholt for at fiske efter jomfruhummer. Imens fisker de tyske fiskere jomfruhummere i det lukkede område lige uden for Gilleleje. Et område, der efter en dansk-svensk bilateral aftale fra 2009 har været lukket for fiskeri for at beskytte bestanden. Tyskerne er ikke med i aftalen og kan dermed fiske helt lovligt i området.

– Det piner min retsfølelse. Det er at gøre grin med Gilleleje-fiskerne, og det er uanstændigt. Aftalen gæler ikke tyskerne – så man må tage sig til hovedet. Hvorfor har vi så aftalen? For at hjælpe bestanden? Så må det jo gælde alle Sådan lyder det fra Kim Valentin (V), der stiller op til det kommende EU-valg og til Folketinget, ifølge Frederiksborg Amts Avis.

– Det er riv-ruskende galt og mange ministre har forsøgt at åbne i forhold til Sverige – men det ønsker de ikke. Aftalen blev lavet mellem Danmark og Sverige, men det var ikke meningen, den skulle være for altid. Desværre blev den blev lavet uden udløbsdato, og det er noget møg, siger Kim Valentin

Hvis han bliver valgt ind i Europa-Parlamentet, er han opsat på at søge indflydelse for dansk fiskeri ved at komme med i fiskeriudvalget.

-Uanset hvor jeg kommer til at sidde, må vi gøre noget ved det. Vi må gå i forhandling med svenskerne – det har mange fiskeriministre prøvet. Ellers vi må lave en aftale om, at tyskerne heller ikke kan fange der, siger Kim Valentin.