Generelt har 2018 budt på et godt fiskeri med høje afregningspriser. Bruttoomsætningen for dansk fiskeri var i 2018 på ca. 3,5 mia. kr. I 2017 var tallet 3,4 mia. kr..
Det fremgår af udgivelsen ”Fiskeri i Tal”, som netop er offentliggjort.
– Vi har i langt de fleste fiskerier haft et godt år. Økonomien i fiskeriet har været fornuftig med rigtig gode priser og med rimelige omkostninger, siger formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.
Tallene rummer naturligvis mange forskellige fiskerier – også fiskerier, som kunne have haft et bedre år, både hvad angår fangster og priser.
For eksempel industrifiskeriet. Her blev tobiskvoten næsten halveret fra 2017 til 2018, og derfor blev der kun landet 174.070 tons tobis i 2018 mod 343.474 tons tobis i 2017. Mængden af landede fisk blev altså også næsten halveret, heldigvis steg priserne, så det ”kun” førte til et tab på 88 mio. kr. Samtidig steg kvoten på brislingefiskeriet, så industrifiskeri klarede skærene.
Landingerne af konsumfiskeri faldt også, på nær jomfruhummer og hesterejer. Men der er en general tendens til, at de faldende mængder opvejes af højere priser på auktionerne.