Den vestjyske udgave af ”trawlermen” er på vej til dit TV. Søndag er der premiere på den første af seks tv-udsendelser om livet til havs på fiskefartøjet. Det er otte fiskeskippere på fiskefartøjer fra de tre vestkyshavne Hvide Sande, Thorsminde og Thyborøn, der er med i serien, der har sit udspring i ”Kend din fisker”.
De otte skippere er en del af de flere tusind fartøjer, der hvert år bidrager til bruttonationalproduktet med 12,5 mia. kr.
Serien hovedpersoner er kendetegnet ved, at have været en del af vestkystens fiskerimiljø gennem generationer. De driver alle vidt forskellige former for fiskeri, og fortæller blandt andet om de første vanskelige år i et erhverv, der har været præget af store op- og nedture.
Programserien følger også fiskerne på havet og i land, og giver et sjældent indblik i, hvordan hverdagen former sig til søs, når fortøjningerne er kastet og fartøjerne drager på ugelange togter i blandt andet Nordsøen, Skagerak og Østersøen.
– I mødet med fiskerne er vi blevet overraskede over den ærlighed, de har lagt for dagen, fortæller seriens tilrettelægger Jakob Fenger.
Fiskeriet har normalt ry for at være et lukket miljø, hvor det kan være svært at vride noget ud af menneskene ombord på kutterne. Men det har ikke været tilfældet her.
Tværtimod fortæller fiskerne i de seks programmer, åbent om deres liv på godt og ondt. Om kampen for at få fiskeriet til at hænge sammen økonomisk. Om den nødvendige teknologiske udvikling og bæredygtige fangstmetoder. Og, ikke mindst, om savnet af familierne i hjemhavnene.
Fiskeriet er et vigtigt erhverv i Midt- og Vestjylland.
– I vores daglige reportager kan det være svært for os at få de gode billeder og den tætte reportage, da fiskerne ofte er på havet mange dage ad gangen. Derfor er vi glade for, at vi i denne serie får et ærligt indblik i erhvervet, som er så unikt og anderledes, siger programchef Kirsten Axelsen, TV MIDTVEST.
Seriens første afsnit sendes på TV Midtvest søndag den 31. marts.
I første afsnit møder seerne Martin Kynde og Jesper Kobberholm fra Thyborøn og de to Hvide Sande fiskere, Kurt Adsersen og Thomas Hansen.
I de senere afsnit er det det skipperne Tamme Bolt fra Thyborøn. Johnny “Skrædder” Pedersen og Kenneth Nielsen fra Thorsminde, samt Johan Nielsen fra Hvide Sande.
Dokumentarserien er produceret i samarbejde med projektet “Kend din fisker” med støtte fra Konsumfisk og FiskeriLAG Vestjylland
Fiskerne fortæller åbent om deres liv på godt og ondt. Om kampen for at få fiskeriet til at hænge sammen økonomisk. Om den nødvendige teknologiske udvikling og bæredygtige fangstmetoder