– Vi har nogle filterløsninger til hydraulik-anlæg med, men det er jo egentlig ikke vores produkt. Vi sælger vores service.
Sådan siger Thomas Andreassen, indehaver af Hydra-Teknik fra Thyborøn, som sammen med makkeren Kim er at finde på DanFish stand D-820:
– Vi går efter en god snak og at møde en masse mennesker. Vi vil jo gerne gøre fiskerne opmærksomme på, at vi er her, at vi eksisterer, og at vi er dem, som man skal have fat i, hvis man har brug for hjælp til hydraulikken.
Småopgaver i Thyborøn
For Hydra-Teknik er en ret ny og – for mange sikkert – ukendt virksomhed. Blot 2,5 år gammel, men det går allerede godt.
– Lige nu er jeg på Jobi Værft i Strandby, hvor jeg monterer hydraulik på en nybygning. Når vi er færdig her, skal vi til Horsens og ordne hydraulik på et par muslingeskraber. Lige fra vi startede har der været godt gang i butikken, siger Thomas Andreassen et par uger før messen.
Det har primært været store projekter, så han håber, at deltagelsen på DanFish vil føre flere ad hoc opgaver med sig og gerne i Thyborøn.
– Vi drømte om en lille virksomhed i Thyborøn, hvor vi lavede service, småreparationer og nyinstallationer, men vi har faktisk været meget rundt i landet. De færreste kender os i Thyborøn, men det kan jo være, at vi får lidt flere lokale kunder efter DanFish, siger indehaveren.
I år bliver anderledes
Derfor er de også at finde på fællesstanden for Thyborøn i år, så ingen er i tvivl om, hvor de kommer fra. Til sidste DanFish var de også med, men det var med nød og næppe, lidt panik og en stand for sig selv, da firmaet lige var nystartet.
– Vi ser frem til DanFish. Vi tror, det bliver helt anderledes i år, og vi har lagt os i selen med en flottere stand, og forhåbentlig bliver vores nye hjemmeside også klar, inden vi drager afsted, siger Thomas Andreassen.