Ikke overraskende blev der talt meget om kamera om bord på fiskefartøjer, da Gilleleje Fiskeriforening afholdt deres årlige generalforsamling lørdag den 25. januar.
– Det var noget, som ministeren præsenterede på rådsmødet i december i EU, og det er en torn i øjet på fiskerne. Jeg kan ikke se, hvordan det skal hjælpe torsken, at vi får et kamera om bord. Og så er der heller ikke kommet noget om, hvem der skal betale for det hele, lød det fra formanden for Gilleleje Fiskeriforening, Jan Nordahl Petersen.
Formanden blev bakket op af folketingsmedlem Kim Valentin (V), som sidder i Europaudvalget.
– Kamera om bord er noget møg. Tyskerne vil ikke have det. Det er ikke okay at gøre det på den måde. Så havde det været bedre at vente på konsensus i EU, lød det fra Kim Valentin, som fortsatte:
– Hvem ejer billederne? Hvor lang tid skal de gemmes? Der er mange spørgsmål, der ikke er afklaret endnu, og jeg bryder mig ikke om tanken.
Formanden for Danmarks Fiskeriforening var helt klar i spyttet omkring kamera om bord.
– Vi har sagt det mange gange efterhånden: Nok er nok. Hvorfor bruge tid på kamera, når der er rigeligt af problemstillinger i dansk fiskeri. Vi har en reduceret kvote for alle de vigtige arter i Østersøen. Vi har en ny lukkeperiode i Østersøen. Der er reducerede kvoter i de andre farvande. Om seks dage har vi Brexit, som har betydning for hele dansk fiskeri. Hvorfor bruger man ikke sine kræfter her i stedet for, lød det fra Svend-Erik Andersen.
Faldende mængder
Auktionsmester Lasse Nordahl kunne berette om faldende mængder på alle arter.
– Alle arter er gået tilbage. Til gengæld har der været fornuftige priser på torsk, jomfruhummer, søtunger, pighvar og stenbiderrogn, fortalte Lasse Nordahl.