EU’s fiskeriministre vedtog ved rådsmødet den 11. – 12. oktober 2021 næste års fiskerimuligheder for Østersøen samt en række nærmere vilkår for udøvelse af fiskeriet. Der er i lyset af den biologiske situation tale om en svær situation i 2022 med en række reducerede kvoter, i kombination med at visse arter alene må indgå som bifangst i andre fiskerier.
De overordnede vilkår og undtagelser for fiskeri træder i kraft den 1. januar 2022 og gælder i udgangspunktet til og med den 31. december 2022. Se de nærmere betingelser i bilag 6 af 21. december 2022.
De vigtigste ændringer og regler for 2022 er følgende:
Forbud mod direkte fiskeri af torsk, sild og laks
Direkte fiskeri efter torsk er forbudt i hele den vestlige og østlige Østersø. Direkte fiskeri efter sild er forbudt i den vestlige Østersø. Hertil er også direkte fiskeri efter laks forbudt i hele den vestlige og østlige Østersø.
Uanset ovennævnte, er det for fartøjer med en længde overalt på under 12 meter tilladt at udøve et direkte fiskeri efter sild i henhold til følgende vilkår:
- Fartøjet fisker med garn, indfiltringsgarn, håndliner, bundgarn eller pilkeudstyr.
- Fartøjet er i besiddelse af en årsmængde af sild, eller fisker på ordninger, hvor der er afsat mængder af sild.
Bifangster af torsk, sild og laks
Den danske kvote på torsk i vestlige Østersø falder fra 1.746 tons i 2021 til 214 tons til bifangster i 2022, og den danske kvote for sild i vestlige Østersø falder fra 221 tons i 2021 til 110 tons til bifangster i 2022. Kvoten for torsk i østlig Østersø er på samme niveau som i 2021, hvormed den danske kvote er på 137 tons til bifangster i andre fiskerier.
Der er fastsat en række krav til maksimale bifangstprocenter for de tre arter, som fremgår af bilag 6 meddelelsen.
Lukkeperioder i 2022
Med henblik på beskyttelse af torsk i gydeperioderne er der i 2022 fastsat tre lukkeperioder for de forskellige områder i Østersøen, og hvor det er forbudt at fiske med enhver form for fiskeredskab.
- Lukkeperiode for underområde 22 og 23 gælder fra den 15. januar til den 31. marts.
- Lukkeperioden for underområde 24 gælder fra den 15. maj til den 15. august.
- Lukkeperiode for underområde 25 og 26 gælder fra den 1. maj til den 31. august.
Der er i lighed med tidligere år vedtaget en række undtagelser fra den generelle lukkeperiode, som vedrører passive redskaber. Fartøjer, som fisker med garn, indfiltringsnet, eller toggergarn eller med bundforankrede liner, flydende langliner, håndliner og pilkeudstyr eller lignende passive redskaber kan i lukkeperioderne fortsat fiske i områder, hvor vanddybden er under 20 meter. Fiskeri med langliner er alene tilladt inden for fire sømil målt fra basislinjerne på vanddybder under 20 meter.
Undtaget fra lukkeperioden er også fartøjer, der fisker efter muslinger i ICES-underområde 22, hvor vanddybden er under 20 meter.
Betingelser for fiskeri under undtagelserne i lukkeperioderne
Anvendelse af undtagelserne er for alle fartøjer er betinget af, at der føres logbog uanset skibslængde. Fartøjsførerne skal inden afsejling fra havn afgive melding herom til Fiskeristyrelsen.
De maksimale bifangstprocenter gælder også i lukkeperioderne.
Enhver fangstrejse skal påbegyndes med tom last
Fiskeri med langliner i ICES-underområde 22 – 31
Fiskeri med langliner uden for 4 sømil målt fra basislinjerne i ICES-underområde 22 – 31 er forbudt.
Fiskerier, der ikke er omfattet af lukkeperioderne
Det bemærkes, at Fiskeristyrelsens tolkning af EU-reglerne er, at anvendelsen af kasteruser til fiskeri efter ål og rejepæleruser ikke er omfattet af reglerne vedr. torsk.
Rekreativt fiskeri
Betingelserne for det rekreative fiskeri i Østersøen i 2022 kan læses på Fiskeristyrelsens hjemmeside.
Yderligere oplysninger
Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Fiskeristyrelsen på tlf. 72 18 56 00 eller via e-mail til mail@fiskeristyrelsen.dk
Officielt kort fra Geodatastyrelsen opdateres snarest muligt i januar 2022.
Link til Rådets forordning