Fortællingen om Pilegaards rejer går som varmt brød

Christian Pilegaard, der ejer S 226 Emli Pilegaard, har stor succes med at sælge søkogte rejer via køledisken i supermarkedet

Der skal tænkes kreativt en gang imellem, hvis man skal have så meget ud af sine kvoter som overhovedet muligt. Og det er lige netop, hvad Christian Pilegaard, der ejer S 226 Emli Pilegaard, har formået.

Den nordjyske fiskeskipper har indgået et samarbejde med virksomheden ChrisFish fra Frederikshavn. Samarbejdet går i alt sin enkelthed ud på, at ChrisFish opkøber og pakker søkogte rejer fra Emli Pilegaard, som forbrugerne kan finde i køledisken hos en række Coop-butikker. Og det allerbedste ved netop dette koncept er, at forbrugerne får en positiv fortælling om dansk fiskeri med i købet, når de vælger Pilegaards søkogte rejer. På emballagen kan forbrugeren nemlig læse om Christian Pilegaard og hans fiskeri:

”Det er Christian fra rejekutteren Emli Pilegaard, der fanger disse smagfulde skalrejer året rundt i området omkring Skagen.

Så snart rejerne er trukket op af vandet, bliver de kogt i havvand kun tilsat salt ude på kutteren. Det gør at rejerne har en helt unik kvalitet og smag.

Det er bæredygtigt fiskeri, som er skånsomt mod havbunden. Der anvendes derfor et sputnik trawl, så kontakten med bunden er minimal.

Vi sørger for at uønsket bifangst sorteres fra, mens der fiskes. Der er derfor monteret rejerist og sorteringspanel i trawlet. Det er nemlig vigtigt, at der også vil være et fiskeri for de kommende generationer.”

Og kombinationen af storytelling og søkogte rejer hitter stort hos forbrugerne. Christian Pilegaards rejer er en kæmpe succes, og faktisk skriver flere, at de er gået forgæves, når de er gået på jagt i supermarkedet efter de søkogte nordjyske rejer.

– Forbrugerne har taget helt vildt godt imod vores tiltag, lyder det glad fra Christian Pilegaard, der yderligere kan fortælle, at der lige er kommet en aftale i hus, der betyder, at hans rejer nu også er at finde i køledisken hos Irma.

 

Øjenede en mulighed

De største rejer sælges fortsat til det svenske marked. Men Christian Pilegaard fandt ud af, at der var et lille marked for de mellemstore rejer i Danmark. Og det kunne han lige så godt udnytte. For ved at afsætte de mellemstore rejer på denne måde, får han mere for fangsten, end når den blot afsættes på normalvis til opkøberne. Og det handler om at optimere forretningen så meget som muligt, når man arbejder med fiskeri.   

– Hele ideen med det her var faktisk, at vi gerne ville have så meget som muligt, for det vi fanger, men derudover giver det os også en unik mulighed for at fortælle vores historie, og det er guld værd, lyder det fra Christian Pilegaard, der har fået masser af positiv respons på sit nye tiltag:

– Folk har jo generelt lidt svært ved at forholde sig til, hvad vi laver, men på denne her måde gør vi det både nemt for forbrugeren at spise danske rejer, men det bliver også meget mere jordnært. Vi er jo bare helt almindelige mennesker, der udfører et stykke arbejde og sikrer, at der kommer mad på bordet.

Christian Pilegaard fortæller, at selv i en by som Skagen, hvorfra han driver sit fiskeri, er der mange der ikke helt forstår, hvad fiskeri egentlig er for en størrelse. Og netop derfor er det vigtigt at fortælle historien om hvor, og hvordan rejerne fanges, men også hvad dansk fiskeri egentlig står for. For den historie kan ikke fortælles for ofte, understreger Christian Pilegaard!