Alle bør kende fiskeriuddannelsen og de muligheder, Fiskeriskolen tilbyder

Det er en god investering i fremtiden, når Athene sejler rundt i ØstDanmark for at fiske efter nye elever

– Det bliver simpelthen ikke bedre end det her, lyder det tilfredst fra Claus Henry Hansen, der er forstander på Fiskeriskolen i Thyborøn.

Han er selv en del af besætningen, når Athene sejler på togt i Danmark. I løbet af en dag kan han både lave rundvisning for de mindste børn, men også drøfte brobygning og uddannelsesmuligheder med uddannelsesvejledere. Claus Henry Hansen er derfor heller ikke i tvivl om, at det rykker ved noget, når Athene ligger til kaj og slår et slag for fiskeriuddannelsen.

– Der er jo ingen, der kører en tur til Thyborøn bare for at høre lidt om fiskeri. Derfor er det netop så vigtigt, at vi dukker op og fortæller om de muligheder, der er i fiskeriet, og hvor meget vores uddannelsesforløb kan tilbyde. Det skaber et grundlag for en dialog, som vi måske ellers ikke ville have fået, fortæller Claus Henry Hansen.

 

Nye tider

Og dialogen er vigtigt. Tiden, hvor fiskeriet gik i arv fra far til søn, er nemlig ved at løbe fra erhvervet. I langt højere grad end før, er det unge mennesker uden en baggrund i fiskeriet, der søger ind på Fiskeriskolen i Thyborøn. Og netop derfor er det også guld værd, at Athene sejler rundt i Østdanmark på jagt efter nye elever. For de dygtigste fiskere hænger ikke på træerne. Det kræver en person af den helt rette støbning.

– De ressourcer, der bliver brugt på det her, de er simpelthen så godt givet ud. Vi gør det her, fordi vi så gerne vil have, at alle, der arbejder med uddannelse, skal kende til os, og den fantastiske uddannelse, vi tilbyder. Som fisker får du en enormt bred uddannelse. Når de unge mennesker er færdige hos os, så er de i stand til alle mulige ting – lige fra svejsning og bødning til at kunne lægge et drop på andre og yde førstehjælp. At blive fisker kræver, at du kan rigtig mange ting, og det betyder, at de mennesker, der forlader skolen med Blå Bevis i hånden, har nogle kompetencer, som de kan bruge i rigtig mange andre sammenhænge, understreger Claus Henry Hansen.