Oliver Kloster Mikkelsen deler sejre og nederlag på facebook

Oliver Kloster Mikkelsen har stor succes med at dele ud af hverdagens fiskeri

Da Oliver Kloster Mikkelsen købte sin nye fiskekutter L 512 Sunshine, oprettede han samtidig en Facebook-gruppe, hvor alle der havde lyst kunne følge ham og hans fiskeri. Og på lidt over en måned er mere end 900 medlemmer kommet til. I øjeblikket kommer ca. 20 følgere til dagligt. Og for den unge skipper er det fedt at opleve, at så mange mennesker har lyst til at følge hans fiskeri fra sidelinjen, og dermed også få indblik i hverdagen som fisker. Og det giver ham lyst til at dele endnu flere oplevelser.

– Jeg kan godt lide at blive set, og jeg synes, det er fedt at give folk et indblik i, hvad vi laver, når vi er ude at fiske, så folk ikke bare tror, at det går op i hat og briller det hele, siger han.

Oliver Kloster Mikkelsen havde sin første sejltur med L 512 Sunshine 16. februar. Og selvom han lige skal lære båden at kende, så holder det ham ikke tilbage for at dele video og billeder via den nyoprettede Facebook-gruppe.

– Jeg er ikke bange for at dele med andre, når jeg har jokket i spinaten, og jeg er egentlig heller ikke så bange for, hvad folk skal tænke om mig. Jeg er ikke den generte type. Jeg synes, det er vildt fedt, når folk hopper med og følger mig, og jeg bliver oprigtigt glad, hver gang jeg får et like på mine opslag, fortæller Oliver Kloster Mikkelsen.

Da han startede sin Facebook-gruppe havde han ikke regnet med, at så mange ville følge den. Men nu, hvor han har været i gang i knap en måned, er han allerede tæt på at indfri sit mål om tusind medlemmer. Derfor er motivationen for at dele hverdagsoplevelser fra fiskeriet stor lige nu. Det hele er nyt og spændende. Men når der for alvor kommer gang i fiskeriet, vil det nok også være naturligt, at engagementet daler en smule. Men han håber, at han fortsat vil få delt opslag minimum en gang om ugen, så både folk i fiskeriet, men også dem uden for fiskeriet, kan få et indblik i den unge fiskers hverdag på havet.

Du kan følge Oliver på L.512 Sunshine.

Bøgsted: CO2-afgift på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Kristian Bøgsted havde onsdag skatteministeren i folketingssalen, fordi han mener, at en CO2-afgiften på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Bøgsted: CO2-afgift på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Kristian Bøgsted havde onsdag skatteministeren i folketingssalen, fordi han mener, at en CO2-afgiften på fiskeriet...