Workshop: Kan fiskeriet blive mere bæredygtigt?

Tænketanken Frej samler i dag fiskere og fiskebranchen for at finde de gode ideer, der kan gør fisk grønnere

Hvordan gør vi fisk endnu mere bæredygtigt?

Det skal fiskere og andre aktører fra fiskebranchen i dag finde gode ideer og løsninger på. 

Tænketanken Frej har samlet fiskeri- og akvakulturerhvervet til en heldags workshop, hvor de spørger fiskere og dam- og havbrugerer, hvad der skal til for, at fiskeriet og produktionen af fisk kan blive endnu mere bæredygtig og stå stærkere i fremtiden.

Frej tror på, at dem, der bedst kan pege på de største udfordringer og de bedste løsninger, ikke nødvendigvis er politikerne på Christiansborg, men dem i gummitøj, der hver dag bevæger sig ud på gyngende grund, når de forsyner Danmark og verden med fisk.

Fiskebranchens anbefalinger til en mere bæredygtig fiskeri- og akvakultur vil blive overleveret til politikere på Christiansborg i februar 2023. Her vil de vigtigste samfundsaktører fra det politiske, civilsamfundet og vidensinstitutionerne blive inviteret.

– Danmark er en stolt fiskerination, og fiskeriet er en vigtig del af dansk økonomi, kultur og historie. Små og store fartøjer bidrager til store eksportindtægter, tusindvis af arbejdspladser og sunde og klimavenlige fødevarer. Vi vil være endnu bedre, og gå forrest for at udvikle de grønne løsninger, der kan sikre, at vi kan imødekomme den stigende efterspørgsel på sunde og bæredygtige fødevarer. Det er en kæmpe opgave, og vores medlemmer er klar til fortsat at kaste alle kræfter ind i den grønne omstilling af fiskeriet, så dansk fiskeri fastholdes i den absolutte verdenselite, hvad angår bæredygtig udvikling af erhvervet, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.