Vil du gerne have fod på eget dæk? Så er det nu muligt at søge om en økonomisk håndsrækning.
Ordningen Tilskud til Yngre Fiskeres Førstegangsetablering, som administreres af Fiskeafgiftsfonden, er atter åben. Her kan yngre fiskere søge om tilskud på op til en halv million kroner til førstegangskøb af et fiskefartøj.
Ordningen har ellers været sat på standby siden maj 2023, indtil Danmark havde fået forlænget aftalerne med EU herom.
– Det er nu på plads, og der er fortsat godt 3 millioner kroner tilbage i puljen, som ligger og venter på at komme ud og arbejde for yngre fiskere og dansk fiskeri. Som ung fisker under 40 år med A-status kan man søge, hvis man ikke har ejet et fiskefartøj før, fortæller Kenn Skau Fischer, fondsadministrator i Fiskeafgiftsfonden.
Man kan søge om tilskud på op til 25 procent af de tilskudsberettigede udgifter; dog maksimalt en halv million kroner. Det fartøj, man ønsker at købe, skal være bygget for mindst tre år siden, og der må højst være gået 30 år siden byggeåret. Og så må fartøjet maksimalt være 24 meter langt, og det skal være rettet mod et fiskeri, hvor der er plads til det.
– Det er i hovedtræk betingelserne. Hvis man står i overvejelserne om at købe sit første fartøj og lever op til betingelserne, så er man velkommen til at tage fat i Fiskeafgiftsfonden, siger Kenn Skau Fischer.
Der ligger også oplysninger og skemaer på Fiskeafgiftsfondens hjemmeside www.fiskeafgiftsfonden.dk, som kan hjælpe på vej.
13 yngre fiskere har fået tilskud fra ordningen siden starten i 2017. Udover at det er til gavn for den enkelte fisker, er det også medvirkende til at hjælpe generationsskiftet på vej i dansk erhvervsfiskeri.
– Jeg er meget glad for, at 13 fiskere allerede har benyttet sig af mulighederne i ordningen, og jeg synes, det vil være superfint, hvis de sidste tre millioner kroner i puljen kommer ud og arbejde i fiskeriet, nu hvor ordningen er genåbnet, slutter Kenn Skau Fischer.
Et af de steder, hvor tilskudsordningen har fået ben at gå på, er i Hanstholm. Her har konsulent Henrik Amdisen i Hanstholm Fiskeriforening hjulpet 5 yngre fiskere – fordelt på fire fartøjer – med at få fingrene i den økonomiske håndsrækning, og de har dermed fået fod på eget dæk.
– Det gør bestemt gavn. Dem, der har fået tilskud, har haft stor glæde af det, og det er en god hjælp til at komme i gang. En halv million kroner er mange penge, især hvis der er tale om en mindre båd, forklarer konsulenten, som derfor også håber, at der er yngre fiskere, som er klar til at bide til bolle, nu når ordningen igen er åben for ansøgninger.
– Det kræver selvfølgelig, at de lever op til de mange kriterier, som ikke alle giver lige god mening. Nøglehullet er virkelig lille, men når man først rammer det, så rykker det, siger Henrik Amdisen.