EU og Norge i tovtrækkeri

Før jul blev forhandlingerne mellem EU og Norge sat på pause, men forhåbentlig er der snart adgang til norsk farvand

Tredje gang er lykkens gang?
Det må man håbe for forhandlerne, som for tredje gang forsøger at få EU og Norges ønsker for fiskeriet i 2023 til at mødes.
Både 12. og 13. januar er afsat til forhandlinger.
EU og Norge skulle egentlig have haft en aftale på plads før jul, men forhandlingerne blev sat på pause. Dermed var der heller ikke adgang til norsk farvand ved årsskiftet, hvilket ellers er yderst vigtigt for de danske fiskere.
Nogle af de helt store knaster er arktisk torsk og blåhvilling, som altså skal forsøges løst.

Ingen adgang til norsk farvand

Som sagt, så betyder de langstrakte forhandlinger, at Norge og EU’s fiskere ikke har adgang til at fiske i hinandens farvande. Et stort problem for de danske fiskere, som henter store dele af deres fangster i norsk zone.
– Vi er ved at være meget utålmodige. Det er en rigtig træls og uholdbar situation, hvor vi er forhindret i at fiske på nogle af de fiskepladser, som vi har benyttet i årevis. Derfor håber jeg også, at EU og Norge nu bliver enige, så vi kan komme i gang, siger Claus Hjørne Pedersen, formand for Strandby Fiskeriforening, som følger forhandlingerne fra Bruxelles.
Det er ikke første gang, at de danske fiskere er låst ude af norsk farvand. For et par år tilbage skete det desværre også.
– Det er meget ærgerligt, at scenariet gentager sig. Vi har brug for en ordning, hvor fiskeriet i hinandens farvande kan fortsætte på midlertidige kvoter, hvis en aftale ikke er på plads ved årsskiftet, påpeger direktør i Danmarks Fiskeriforening, Kenn Skau Fischer.
En sådan ordning har EU og Storbritannien, og det kunne man meget passende lade sig inspirere af.

Minister presser på

Og det er ikke kun de danske fiskere, der er ved at miste tålmodigheden. Også fiskeriminister Jacob Jensen (V) har kastet sig ind i kampen for, at der bliver landet en aftale, forsikrer han over for Berlingske.
– Det her er helt afgørende for dansk fiskeri, og vi presser på for, at der hurtigst muligt lander en ny aftale, siger han.
Skulle forhandlingerne bryde sammen eller gå i stå, afviser Jacob Jensen ikke, at han tager kontakt til EU’s fiskerikommissær, Virginijus Sinkeviciu. Men han håber ikke, det bliver nødvendigt:
– Nu giver vi det skuddet med det mandat, der er givet, og så er jeg klar til at hjælpe alt, hvad jeg kan fra politisk hold, siger Jacob Jensen.
TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort sit regnskab for 2023, og tallene taler deres tydelige...

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort...