De danske fiskere lander mange blæksprutter

Som noget helt nyt har de danske fiskere i år landet store mængder blæksprutter fra den sydlige del af Nordsøen

Foto: Fiskerforum

De danske fiskere har i årets første ni måneder landet 253 ton blæksprutter.

Det er mere end en firedobling sammenlignet med samme periode sidste år og den største mængde i nyere tid, måske nogensinde.

Samtidig har prisen på blæksprutter været stigende i en årrække fra 19 kroner per kilo i 2019 til 34 kroner per kilo i år.

Det betyder, at landingsværdien for de danskfangede blæksprutter er på 8,6 millioner kroner i år mod 1,6 millioner kroner sidste år.

Langt størstedelen af fiskeriet efter blæksprutter finder sted i Skagerrak og i den sydlige del af Nordsøen.

Fra Skagerrak har de danske fiskere landet 107 ton blæksprutter i år til en værdi på 3,5 millioner kroner, og fra den sydlige del af Nordsøen har de danske fiskere landet 48 ton blæksprutter til en værdi på 3,2 millioner kroner.

De havne, hvortil de danske fiskere har landet flest blæksprutter, er Hanstholm, Skagen og Hirtshals. Herefter følger den hollandske havn Ijmuiden.

Selv om gennemsnitsprisen er steget markant siden 2019, er der stadig et stykke vej op til de endnu højere priser, som fiskerne fik for deres blæksprutter tilbage i 2013 og 2014. Dengang kostede blæksprutterne henholdsvis 40 og 47 kroner per kilo i gennemsnit.

At priserne på blæksprutter var meget høje de to år, hænger formentlig sammen med, at landingerne var meget beskedne.

Det er helt nyt, at de danske fiskere er begyndt at fiske målrettet efter blæksprutter i den sydlige del af Nordsøen.

Fra 2013 til 2022 landede de danske fiskere i alt mindre end 600 kilo blæksprutter fra den sydlige del af Nordsøen mod 48 ton i år.

Det hænger blandt andet sammen med, at fiskerne har svært ved at fange rødspætter i Nordsøen og Skagerrak, og at kvoterne på torsk og kuller er for små.

Det forklarede Hvide Sande-fisker Verner Møller Jensen, der har fartøjet RI 468 Juli-Ane, i sidste udgave af Fiskeri Tidende, hvor han fortalte, at han er i gang med at få lavet trawle til fiskeri efter blæksprutter i Den Engelske Kanal.

– Vi er nødt til at have nogle alternativer, når kvoterne er så små, som de er, sagde han.

CO2-afgiften får alvorlige konsekvenser for dansk fiskeri

CO2-afgiften vil simpelthen kvæle dansk fiskeri, siger Svend-Erik Andersen til TV2, der i dag sætter fokus på, hvad CO2-afgiften kommer til at betyde for...

CO2-afgiften får alvorlige konsekvenser for dansk fiskeri

CO2-afgiften vil simpelthen kvæle dansk fiskeri, siger Svend-Erik Andersen til TV2, der i dag sætter...