Østersø-fiskere fangede 19 undermålstorsk i 40 træk

Nyt forsøgsfiskeri dokumenterer, at der stort set ikke fanges nogen undermålstorsk i rødspættefiskeriet i Østersøen

Arkivfoto

De seneste år har man af hensyn til torskebestanden lagt hårde restriktioner på fiskeriet efter andre arter i Østersøen.

Mest frustrerende for de danske fiskere er det, at man har indført lukkeperioder, som betyder, at der ikke må fiskes fra midten af januar til udgangen af marts i område 22 og fra midten af maj til udgangen af august i område 24.

Det er perioder, hvor der ellers er mulighed for at fange mange rødspætter og andre fladfisk i Østersøen.

Tidligere på året deltog Bagenkop-fiskerne Thomas og Frank Theodorsen, der har fartøjet SG 92 Gi-Bri, i et forsøgsfiskeri med DTU Aqua, hvor man ville undersøge, hvor mange undermålstorsk der fanges i fiskeriet efter rødspætter.

Forsøgsfiskeriet fandt sted i område 22 i sidste halvdel af marts, og fangsterne blev dokumenteret med kameraovervågning.

Resultaterne er bemærkelsesværdige.

I løbet af de 15 dage fangede fiskerne 22.550 kilo fisk i 40 træk.

Rødspætter udgjorde 15.800 kilo, torsk udgjorde 842 kilo, og antallet af torsk under mindstemålet var på 19 styk.

Det svarer til mindre end en halv undermålstorsk per træk.

– Det er så tæt på nul, man kan komme. Vi vidste godt, at det var sådan. Det har vi sagt i mange år, men nu er det dokumenteret. De grønne organisationer beskylder os altid for, at vi fanger en masse undermålstorsk, men hvis 19 undermålere i 40 træk er mange, så ved jeg snart ikke, siger Thomas Theodorsen.

Thomas Theodorsen mener, at resultaterne sætter en tyk streg under, at man bør afskaffe lukkeperioderne, så der igen kan fiskes efter fladfisk på de tidspunkter af året, hvor det kan lade sig gøre at fange dem.

– Det viser også, at der ikke er nogen grund til at kræve, at vi skal bruge nye redskaber, når de redskaber, vi bruger, fungerer upåklageligt, siger han.

Han håber i det hele taget, at resultaterne fra forsøgsfiskeriet vil bidrage til, at der kommer mere sund fornuft ind i den fiskeripolitik, der føres for Østersøen.

– For fem år siden fiskede vi ti måneder om året i Østersøen og to måneder i Kattegat. Som det er nu, er vi tvunget til at gøre det lige modsat, fordi man har smidt os væk hjemmefra. Jeg håber, det snart bliver sådan, at vi igen må fiske i Østersøen om vinteren, siger Thomas Theodorsen:

– Nu har vi i hvert fald bevist, at vi kan gøre det uden at fange småtorsk.

CO2-afgiften får alvorlige konsekvenser for dansk fiskeri

CO2-afgiften vil simpelthen kvæle dansk fiskeri, siger Svend-Erik Andersen til TV2, der i dag sætter fokus på, hvad CO2-afgiften kommer til at betyde for...

CO2-afgiften får alvorlige konsekvenser for dansk fiskeri

CO2-afgiften vil simpelthen kvæle dansk fiskeri, siger Svend-Erik Andersen til TV2, der i dag sætter...