Rødspættefiskeriet kan blive endnu sværere i Østersøen

Selv om man skal passe på torsken, bør man tage højde for, at der skal kunne fiskes rødspætter i Østersøen, mener biolog Michael Andersen

I begyndelsen af næste uge mødes EU´s fiskeriministre i Luxembourg for at forhandle om kvoterne for 2024 i Østersøen.

Her er et af de helt store spørgsmål, hvordan vilkårene bliver for de danske fiskere, der fisker efter rødspætter i Østersøen.

For godt nok har biologerne hos Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) anbefalet, at man hæver kvoten på rødspætter, fordi rødspættebestanden er i fremgang, men samtidig har de anbefalet, at man sænker bifangstkvoten på torsk i den vestlige del af Østersøen fra 489 ton til 24 ton.

– Som tingene ser ud, er der lagt op til, at bifangstkvoten på torsk bliver så begrænset, at vi ikke kan fange rødspætter. Det vil vi være meget kede af, for rødspættebestanden har det rigtig godt. Derfor håber vi, at man vil fastsætte en bifangstkvote på torsk, som gør, at man kan drive det fiskeri efter rødspætter, som der er mulighed for, siger Michael Andersen, der er biolog ved Danmarks Fiskeriforening.

Michael Andersen konstaterer, at man fra politisk side har et alt for ensidigt fokus på fiskeriet, hvis det, man ønsker, er, at fiskebestandene i Østersøen skal vokse.

– Vi er helt med på, at man i forvaltningen skal tage højde for, at torskebestanden har det dårligt, men så længe man ikke tager højde for de væsentlige presfaktorer – som sæler og skarver – er det urealistisk at komme op på de niveauer, som biologerne hos ICES mener, den skal op på, siger Michael Andersen.

– Vi kan se år efter år, at der kommer en masse små torsk, men de forsvinder igen inden, eller lige omkring, at de fylder et år, og det er sammenfaldende med, at der er enormt mange skarver i den vestlige del af Østersøen, siger han.

Dertil kommer, at man i mange år har forsømt at gøre noget ved de store problemer med forurening i Østersøen, ikke mindst udledningen af næringsstoffer.

Men i første omgang er spørgsmålet altså, om der bliver mulighed for at drive fiskeri efter rødspætter næste år.

– Torskebestanden er vokset en smule siden sidste år, og det gør, at den er blevet lidt sværere at undgå, når man fisker efter rødspætter, og hvis bifangstkvoten samtidig bliver endnu lavere, end den er i år, så bliver det næsten umuligt at fange rødspætter i Østersøen. På den måde står fiskerne til at blive dobbeltramt, siger Michael Andersen.