Fiskerne lander store mængder mørksej til auktionen i Hanstholm

Det er på mørksej, at vi for alvor kan se, at vi er foran tallene for sidste år, fortæller indehaveren af Hanstholm Fiskeauktion

Efter en træls start på året, hvor EU-fiskerne i månedsvis var forment adgang til at fiske i norsk farvand, er der nu kommet godt gang i fiskeriet, og det giver travlhed hos Hanstholm Fiskeauktion.

Indehaver Jesper Kongsted fortæller, at mængden af fisk, der har været omsat på auktionen i år, er større, end den var på samme tidspunkt sidste år.

Det skyldes især, at der er rigtig godt gang i fiskeriet efter mørksej.

– Vi har virkelig fået mange mørksej ind de seneste tre måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Vi er også godt kørende på arter som kulmule, torsk, lange og kuller, men det er på mørksej, at vi for alvor kan se, at vi er foran tallene for sidste år, siger Jesper Kongsted.

Efterspørgslen stiger

Han konstaterer, at prisen på mørksej i samme periode har taget et dyk. Det skyldes en kombination af de meget store mængder på auktionen, og at det har været en meget varm sommer i Sydeuropa, hvilket giver et naturligt fald i efterspørgslen.

– Men det, vi har set de sidste par uger, er, at efterspørgslen begynder at stige. Det skyldes formentlig, at ferien er ved at være slut, så folk er kommet tilbage til en normal hverdag. Det gør blandt andet, at supermarkederne og andre aftagere igen begynder at reklamere for mørksej. Det får efterspørgslen til at stige, og så sker der noget med prisen med det samme, siger Jesper Kongsted.

Omsætningsrekord

Han forventer, at mængden af fisk på auktionen i årets sidste fire måneder bliver på niveau med sidste år, måske lidt større.

Hanstholm Fiskeauktion satte sidste år omsætningsrekord med en omsætning på over 800 millioner kroner.

– Som det ser ud lige nu, er vi også foran på omsætningen, men vi er meget længere fremme på mængde end på kroner og øre, og det er det vigtigste. For det afgørende er, at vi har gode tilførsler, så vi har fisk nok på hylderne til at dække de behov, der er ude hos opkøberne, både de danske og de udenlandske. Det er det, der gør, at vi er interessante som auktion, siger Jesper Kongsted.

Hanstholm Fiskeauktion er den største fiskeauktion i Danmark og den næststørste i Europa, kun overgået af Peterhead Fish Market i Skotland.

Foruden de mange fisk, der landes i Hanstholm, får auktionen tilført store mængder fisk fra Norge. Sidste år var flere end 1.000 lastbiler en tur i Hanstholm med fisk til auktionen.

Størstedelen af de fisk, der sælges på auktionen i Hanstholm, sælges til kunder i Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland.