Danmarks Fiskeriforening ansætter direktør for kommunikation

Danmarks Fiskeriforening har ansat 52-årige Uffe Tang som direktør for kommunikation

Fra den 1. juni starter Uffe Tang som direktør for kommunikation i Danmarks Fiskeriforening i en nyoprettet stilling, hvor han skal styrke Danmarks Fiskeriforenings kommunikationsindsats og interessevaretagelse og stå i spidsen for kommunikationsafdelingen i Danmarks Fiskeriforening.

Uffe Tang har i årevis arbejdet i krydsfeltet mellem politisk interessevaretagelse og politisk kommunikation. Senest som særlig rådgiver for Louise Schack Elholm, da hun var minister for kirke, landdistrikter og nordisk samarbejde. Derudover kommer Uffe Tang med stor erfaring fra konsulentbureauet Ulveman og Børsting, hvor han var ansat som seniorrådgiver. Med sig i rygsækken har han også mange års erfaring fra flere af landets største medier som DR, TV2 og Berlingske.

Administrerende direktør i Danmarks Fiskeriforening Kenn Skau Fischer ser frem til samarbejdet.

– Jeg er enormt glad for, at vi har fået Uffe med på holdet. Uffe kommer med en enorm spændvidde politisk, journalistisk og strategisk. Han har arbejdet helt tæt på dansk politik store dele af sin karriere fra mange forskellige perspektiver. Derfor kommer han med et unikt indblik i, hvordan det politiske maskinrum fungerer, og han ved, hvad der skal til for at sætte dagsorden. Jeg ved, at kampen for at sikre liv og beskæftigelse i landdistrikterne, virkelig betyder noget for ham. Derfor er jeg overbevist om, at han er den helt rigtige mand at sætte i spidsen for vores i forvejen stærke kommunikationsafdeling, siger Kenn Skau Fischer.

Uffe Tang glæder sig til at kaste sig over opgaverne.

– Dansk fødevareproduktion står overfor store omstillinger og udfordringer – det gælder også dansk fiskeri. Men vi har en historisk tradition for at levere nogle af verdens bedste og sundeste fødevarer, og det skal vi naturligvis blive ved med. Dansk fiskeri er ikke bare et erhverv – det er et stykke dansk kulturhistorie, som har stor betydning i de danske kystbyer. Jeg glæder mig til at arbejde for og med de danske fiskere.

Husk at tilmelde dig generalforsamlingen!

Generalforsamlingen i Danmarks Fiskeriforening nærmer sig, og den afholdes i år i Hirtshals. Deadline for tilmelding er 20. maj.

Husk at tilmelde dig generalforsamlingen!

Generalforsamlingen i Danmarks Fiskeriforening nærmer sig, og den afholdes i år i Hirtshals. Deadline for...