Tidligere har det været i forbindelse med uddelingen af Blå Bevis, at Fiskeriets Arbejdsmiljøråd har annonceret, hvilket fartøj, som har vundet titlen som Årets Læreplads.
Men de sidste to år har man rystet posen og taget direkte ud på fartøjet for at kåre vinderen.
I 2023 var vinderen HM 555 Kingfisher, og i år er det atter et Hanstholm-fartøj, som er løbet med titlen.
For det er Julius Billingsted, der har indstillet hans læreplads HM 281 Mercy, som bud på Årets Læreplads. Og han havde helt ret – det skulle være Hanstholmkutteren, som skulle have prisen med hjem.
Og i dag kunne de to fartøjsejere, og brødre, Henrik Bloch og Anders Hyre Corell modtage checken på 8000 kroner og diplomet som bevis på, at de har været en helt særlig læreplads for en mand, der bare gerne vil være fisker.
Julius Billingsted kunne ikke selv være til stede ved overrækkelsen, da han er tilbage på skolebænken i Thyborøn, men han fortæller, at de to brødre og Henriks søn, Jonas, som også er fast mand på HM 281 Mercy, fra dag et har fået den unge københavner til at føle sig hjemme på havet og som en del af familien på kutteren fra Hanstholm.
Stort tillykke til Henrik, Anders og Jonas på HM 281 Mercy med den fine pris.