Blæser det lidt for meget på torsdag 1. februar, så ta’ en smut til København.
Danmarks Naturfredningsforening inviterer nemlig til havkonference om bundslæbende fiskeri og trawlfrie havområder.
Her spørger de, hvordan fremtidens fiskeri skal se ud, og hvordan vi samtidig sikrer havnaturen?
Det er på Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, København.
På konferencen vil forskere fra Aarhus Universitet og Scottish Oceans Institute at the University of St. Andrews præsentere resultaterne fra tre nyere forskningsstudier, som har undersøgt effekterne af bundslæbende fiskeris påvirkning på hhv. udbredelse af ålegræs, biodiversitet og CO2- lagringspotentiale i de danske havområder.
Der vil være en paneldebat, hvor biolog fra Danmarks Fiskeriforening, Henrik S. Lund, deltager. Også præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding er med i debatten, og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, politikere og professorer er inviteret.
Så sæt endelig kursen mod København, og kom med fiskernes perspektiv på fremtidens fiskeri.