DR beklager fejl i udsendelse om ålefiskeri

DR ”beklager forvirringen” efter endnu engang at have rettet i en udsendelse om fiskeri i programmet Genstart

DR bragte for nylig en udsendelse i programmet Genstart om ålefiskeriet i Danmark.

Her forklarede DR, at der hvert år fanges godt 100.000 ton ål i Danmark, og på den baggrund satte udsendelsen kritisk fokus på, at regeringen vil give mulighed for at gennemføre generationsskifter i ålefiskeriet.

Men påstanden er ganske enkelt forkert.

Det erkender DR efter en klage fra ålefisker Thomas Ditlevsen fra Karrebæksminde.

For i virkeligheden er tallet blot en promille af, hvad DR påstår i udsendelsen.

– I den oprindelige udgave af programmet ‘Ål på krogen’, sendt den 26. marts, blev der ved en fejl oplyst, at der hvert år fanges godt 100.000 tons ål i Danmark. Dette er forkert. Det korrekte antal er 100 tons ål, der fanges årligt i Danmark. Fejlen er efterfølgende blevet rettet i selve udsendelsen. Vi beklager forvirringen og takker for forståelsen, skriver DR i en rettelse.

Thomas Ditlevsen er alt andet end imponeret over DR.

– Det med de 100.000 ton er selvfølgelig helt ude i hampen. Det er i det hele taget en utrolig ensidig udsendelse. Jeg har også meget svært ved at forstå, at man ikke tager fat i en fisker, når man laver den slags udsendelser, siger Thomas Ditlevsen.

Det er ikke første gang, at DR må rette i en udsendelse om fiskeri i programmet Genstart.

Det samme var tilfældet sidste år, da Genstart bragte en udsendelse om fiskeriet efter jomfruhummer i Kattegat.

Her måtte DR efter en klage fra Danmarks Fiskeriforening beklage, at den kritik af fiskeriet, der blev fremført i udsendelsen, ikke var blevet forelagt fiskeriforeningen, og at det ligeledes burde have fremgået af udsendelsen, at den rapport, der lå til grund for kritikken, var bestilt af Danmarks Naturfredningsforening.

DFPO retter henvendelse til ministerium om brændstofpriser

Der er ingen tvivl om, at mange danske fartøjer er hårdt ramt af de høje brændstofpriser, skriver Svend-Erik Andersen, formand for DFPO i et...

DFPO retter henvendelse til ministerium om brændstofpriser

Der er ingen tvivl om, at mange danske fartøjer er hårdt ramt af de høje...