Landsretten har afsagt dom i en sag om tre fiskere, som var blevet pålagt at tilbagebetale EU-tilskud til investeringer, der skulle hjælpe dem med at overholde landingsforpligtelsen.
Sagerne stammer helt tilbage fra 2016 og 2017, hvor der var mulighed for at søge tilskud til disse investeringer.
Sådan foregik det
Da ordningen var åben, foregik det på den måde, at fiskerne sendte deres projekter ind til Fiskeristyrelsen, som vurderede, om ansøgningen kunne give grundlag for støtte. Først når styrelsen havde givet grønt lys, foretog fiskerne deres investering og fik herefter tilskuddet udbetalt. Beløbene spændte fra 18.000 kroner til over en million.
Reglerne betød dengang, at der kunne gives 50 procent i tilskud til projekter, som direkte bidrog til at overholde landingsforpligtelsen. Projekter, der faldt ind under andre støtteformål, men ikke direkte vedrørte landingsforpligtelsen, udløste 30 procent. Fra 2018 blev satsen sat ned fra 50 til 40 procent.
Men kort inden forældelsesfristen på fire år udløb, sendte Fiskeristyrelsen breve til en lang række fiskere. Her lød beskeden, at der var begået fejl i sagsbehandlingen, og at nogle projekter ikke burde have været vurderet som støtteberettigede under landingsforpligtelsen.
Konsekvensen blev, at fiskerne kun var berettiget til 30 procent, og at differencen skulle betales tilbage.
Fiskere fik medhold
Thyborøn Havns Fiskeriforening og senere også Sydvestjysk Fiskeriforening gik ind i sagerne med henblik på, om nødvendigt, at få dem prøvet ved domstolene.
Oprindeligt drejede det sig om ni sager, hvoraf seks blev trukket tilbage af styrelsen. De resterende tre er nu blevet afgjort i landsretten.
Her fik Fiskeristyrelsen medhold i én sag, fordi fartøjet var blevet solgt i mellemtiden, og et af kravene for støtte var, at man beholdt fartøjet i en årrække.
Men i de to øvrige sager vandt fiskerne. Retten vurderede, at ansøgningerne samlet set levede op til kravet om at bidrage til at overholde landingsforpligtelsen, selv om enkeltelementer kunne ligge uden for rammen. Det afgørende var altså, om investeringerne på projektniveau, og ikke som enkeltinvesteringer, bidrog til opfyldelse af landingsforpligtigelsen.
Flere sager
Advokat Andreas Leidesdorff, advokat og indehaver af Dit Advokathus i Ringkøbing, har ført sagen for fiskerne.
– Dommen viser, at man ikke kan tage enkelte dele ud af en ansøgning og underkende hele projektet. Det afgørende er, om helheden lever op til kravene, og det gjorde de, siger han.
– Foruden de tre sager, som landsretten nu har taget stilling til, har jeg kendskab til mindst 10-15 andre sager, hvor fiskere er blevet pålagt at betale tilskud tilbage. Der er også sager, hvor fiskerne har valgt at imødekomme tilbagebetalingskravet for at få sagen ud af verden. De kan ligeledes have krav på at få deres penge tilbage, siger Andreas Leidesdorff.