Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har sendt en bekendtgørelse i høring, der fastslår, at den nuværende kystfiskerordning forlænges med et år. Forklaringen er, at den nye kystfiskerordning, som man nåede til enighed om i fiskeriaftalen før sommer, ikke kan nå at blive godkendt i EU. Det fremgår af høringsbrevet.
Det betyder, at status quo bevares i forhold til kystfiskerordningen i 2026. Det vil sige, at såfremt bekendtgørelsen vedtages, vil der både være en åben og en lukket kystfiskerordning, som i de foregående år. Samtidig vil kravet om, at fartøjer maksimalt på være på 50 bruttotons, også blive udskudt.
Fiskeriminister Jacob Jensen fortæller:
– Kystfiskerne er en vigtig del af dansk fiskeri, og med den nye fiskeriaftale har vi besluttet, at kystfiskerordningen skal have nye rammer, og det arbejder vi selvfølgelig stadig målrettet efter at implementere.
– Den 8. oktober orienterede jeg aftalekredsen bag den brede politiske fiskeriaftale om at den nuværende tidsbegrænsede kystfiskerordning forlænges med ét år. Forlængelsen sker for at give den nødvendige tid til, at en ny ordning kan blive statsstøtte-notificeret i EU. Det kan desværre ikke gøres hurtigere. Jeg har en klar ambition om at skabe langsigtede og holdbare løsninger, så vi også i fremtiden har et stærkt dansk fiskeri – det gælder også dansk kystfiskeri, siger fiskeriminister Jacob Jensen.
Bekendtgørelsens indhold er dermed blevet forelagt aftalepartierne, og på den baggrund blev bekendtgørelsen sendt i høring den 14. november med høringsfrist den 28. november.
I Hirtshals Fiskeriforening er man meget glade for, at et bredt flertal i Folketinget bakker op om den pragmatiske løsning.
– Det er meget positivt, at mine fiskere trods alt får et år mere i kystfiskerordningen. Det er kort og godt afgørende for kystfiskeriet i Hirtshals, som er en af de havne, der har flest fartøjer, som i dag er med i kystfiskerordningen, lyder det fra Niels Kr. Nielsen, formand for Hirtshals Fiskeriforening.
Bekendtgørelsen ventes at træde i kraft 1. januar 2026, hvilket giver medlemmerne af den lukkede kystfiskerordning endnu et år, inden ordningen omdannes til én samlet lukket kystfiskerordning, som det fremgår af fiskeriaftalen.