Hos Hanstholm Fiskeauktion har auktionsmester Jesper Kongsted allerede fået de første meldinger fra udenlandske rederier om, at de fremover vil lande deres fisk i andre lande, hvis man i Danmark holder fast i CO2-afgiften, som den er indført fra nytår.
– De tyske både har sagt til os, at de fremover vil sejle hjem med fiskene. Svenskerne siger det samme. Et stort fransk rederi med fem fartøjer har sagt til os, at de i første omgang bliver ved med at komme med fisk til Hanstholm, men at de vil tanke på Shetlandsøerne, og begynder de først på det, så tror jeg ikke på, at der går ret længe, inden de synes, det er nemmere at sejle til Skotland med fiskene, siger Jesper Kongsted.
– For det er sådan, det er. Når en båd er i havn, vil den have tingene gjort færdigt, så den kan komme ud igen. For det franske rederi med de fem både vil CO2-afgiften give en ekstra regning på over 15 millioner kroner om året. Det kan alle regne ud, at der ikke er nogen, der byder sig selv, siger han.
– Jeg håber inderligt, at politikerne indser, at det her er uholdbart, og at vi får en model, som er til at leve med for både de danske og de udenlandske fartøjer, for ellers kan det her ende helt galt, siger Jesper Kongsted.