Skagen Havn øgede omsætningen i 2024

Det er et meget tilfredsstillende resultat for 2024, der viser en stabil og stærk udvikling for havnen, siger bestyrelsesformanden i Skagen Havn

I 2024 har aktivitetsniveauet fortsat været højt hos Skagen Havn, så højt, at den samlede omsætning er steget markant. Skagen Havn har i 2024 opnået en rekordomsætning på 86,4 millioner kroner, mod den hidtidige rekord på 81,8 millioner kroner i 2023.

I 2024 realiserer Skagen Havn et resultat på 26,9 millioner kroner.

Der har været fremgang på de fleste forretningsområder, og derfor er havnens ledelse tilfreds med det meget positive regnskab.

Med det generelt høje aktivitetsniveau kan der også konstateres øgede driftsomkostninger.

Skagen Havn har styrket organisationen, så der fremadrettet også vil være et kompetent team til at understøtte nye og øgede aktiviteter.

Bestyrelsesformand for Skagen Havn, Niels Arnold Lund, glæder sig over det gode resultat.

– Det er et meget tilfredsstillende resultat for 2024, der viser en stabil og stærk udvikling for havnen. Særligt positivt er det, at Skagen Havns likviditet vokser støt. Netop det er et fokusområde for både Skagen Havns ledelse og bestyrelse.

Skagen Havns forskellige forretningsområder driver hver især værdikæder, der strækker sig uden for bygrænsen. Mange aktører er involveret og skaber en betydelig værdi baseret på de aktiviteter, der finder sted på havnen.

Direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen, er også tilfreds med årsregnskabet og siger:

– Det er glædeligt, at Skagen Havn igen leverer et flot resultat. Det er virkelig positivt med de stærke værdikæder, der både skaber vækst og arbejdspladser. Det gælder direkte på havnen, i lokalområdet og endda i hele Nordjylland.

Udsigterne for 2025 er lovende – her vil den videre etablering af landstrømsfaciliteter blive færdiggjort, og der vil komme nye tiltag for at understøtte den grønne omstilling. Det nye landstrømsanlæg til losning af pelagiske fiskefartøjer, samt to mobile landstrømsanlæg, tages i drift i andet kvartal. Desuden opstartes arbejdet med etablering af landstrøm til krydstogtskibe. Skagen Havn vil fortsat arbejde med at udvikle både eksisterende og nye forretningsområder.

Skagen Havn beskæftiger 25 medarbejdere.