Thyborøn Trawldoor arbejder på at gøre bundtrawl mere bæredygtigt

Hos Thyborøn Trawldoor arbejder man hele tiden på løsninger, der kan være med til at gøre det danske fiskeri mere bæredygtigt – blandt andet med flydedøre til bundtrawl

Thyborøn Trawldoor er repræsenteret i hele verden med deres genkendelige blå døre til trawl.

I mere end et halvt århundrede har Thyborøn Trawldoor fremstillet døre til trawl.

Ligesom i resten af det danske fiskeri fortsætter Thyborøn Trawldoor bestræbelserne på at finde de bedste og mest bæredygtige løsninger for fiskeriet i Danmark og resten af verden.

– Det er en konstant kamp at lave noget, der bruger mindre brændstof, så man får et mindre CO2-udslip per kilo fanget fisk. Det er vores hovedmål, siger Henrik Andreassen, der er eksportsælger hos Thyborøn Trawldoor.

Virksomheden mener, at den har fundet en løsning på netop et mindre CO2-udslip – flydedøre, som også fungerer i bundtrawlfiskeriet.

– Vi har været igennem uanede mængder af projekter for at få semipelagiske døre til at fungere til bundfiskeri, siger Henrik Andreassen.

Ifølge eksportsælgeren fra Vestjylland vil flydedøre kunne give en brændstofbesparelse på op til 25 procent, og dermed vil der være et lavere CO2-udslip per kilo fanget fisk.

Virksomheden har også arbejdet på et andet projekt, der skal kunne bruges i bundtrawlfiskeriet – styrbare flydedøre.

Skal selv vælge

Med de styrbare flydedøre skal det være muligt for skipperen på fiskefartøjet at bestemme, hvor højt eller lavt dørene skal flyde over havets bund, når man eksempelvis fisker med bundtrawl.

Men det er ikke sådan lige at få indført, og Henrik Andreassen lægger også vægt på, at fiskerne selv skal bestemme, om de vil gøre brug af styrbare flydedøre eller ej.

Det er heller ikke alle fartøjer, hvor det giver mening at bruge de styrbare flydedøre.

– Det giver ingen mening, at en jolle på 12 meter, der har 70 hestekræfter, skal investere i styrbare flydedøre. For at det giver mening, skal skibet være over 16-18 meter, men det skal være, fordi fiskerne selv har lyst også – det er vigtigt, siger Henrik Andreassen.

Dyr affære

Udover at fiskefartøjet skal have en vis størrelse, før det giver mening, så er der også økonomien i det.

Hvis man vil købe styrbare flydedøre, løber det hurtigt op i to millioner kroner.

Derfor mener Henrik Andreassen, at politikerne skal på banen, hvis man skal give de danske fiskere et incitament til at gå over til den nye teknologi.

Man kunne eventuelt kigge mod Sydeuropa og se på, hvordan de gør det, mener han.

– Skifter de (spanske fiskere red.) til flydedøre og eliminerer bundpåvirkningen, så får de ekstra fiskedage, samtidig med at de får tilskud til at købe det moderne fiskeudstyr, hvorimod der herhjemme ikke er nogen økonomiske fordele ved at skifte, siger Henrik Andreassen.

Sælgeren fra Thyborøn Trawldoor er dog også klar, at der skal mere statistik på bordet, før man ville kunne lave sådan en aftale.

Men uanset hvad så arbejder Thyborøn Trawldoor – ligesom resten af det danske fiskeri – videre på at blive mere bæredygtige.

– For både os og fiskerne gælder det, at vi ingen interesse har i at fange den sidste fisk. Det er jo vores levebrød, siger Henrik Andreassen.

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte en række fiskeripolitiske emner

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte...