ICES har offentliggjort den biologiske rådgivning for fiskeriet efter sild og brisling i Nordsøen og for sild i Skagerrak/Kattegat og den vestlige Østersø.
Sildebestanden i Nordsøen vurderes at være i en bedre tilstand, end det blev vurderet sidste år, men tilgangen af nye sild er mindre end forventet.
Dette resulterer i en anbefaling på en samlet fangst i 2027 på 396.680 tons, hvilket er 38 procent mere end rådgivningen fra sidste år.
Idet kvoten for indeværende år blev sat noget over anbefalingen og i øvrigt var påvirket af den indgåede aftale mellem EU, Storbritannien og Norge, forventes det, at den nye anbefaling vil resultere en i forøgelse på 21 procent af alle de sildekvoter, hvor nordsøsild udgør en betragtelig del af fangsten.
For brisling anbefales det, at kvoten reduceres til 82.822 tons i kvoteåret 26/27. Dette er en reduktion på 65 procent.
Denne anbefaling er dels drevet af en vurdering af en mindre rekruttering, og dels af at ICES betragter sin vurdering som værende mere usikker end normalt, og at man derfor rådgiver mere forsigtigt, end man ellers ville have gjort.
Sild fra den vestlige Østersø indgår i fangsterne af Nordsøsild, og derfor vurderes bestanden i forbindelse med vurderingen af fiskeriet i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
Rådgivningen for denne bestand er fortsat et nul-fiskeri, som det har været i en årrække.
– Den nyeste vurdering viser, at fangsten af Østersøsild i Nordsøen er reduceret fra 4.000 tons til 1.250 tons, men det er tilsyneladende ligegyldigt, hvor stor fangsten af Østersøsild er. Den del af bestanden, man måler på – den såkaldte Rügen-sild – vil ikke vokse, siger Michael Andersen, biolog i Danmarks Fiskeriforening.
– Dette undrer også biologerne i ICES, som ikke har nogen god forklaring på det, men det ændrer ikke på, at der er masser af sild i den vestlige Østersø, og derfor burde der også fastsættes en kvote på sild i den vestlige Østersø, siger Michael Andersen.
Rådgivningen for brisling i Østersøen og for sild i den østlige Østersø offentliggøres den 29. maj