Muslinger, østers, søpølser og søpindsvin. Det er nogle af de dyr, der fremover skal produceres flere af i akvakultur – og hvor hele dyret skal udnyttes i stedet for at blive smidt ud – hvis det står til forskerne bag et nyt internationalt forskningsprojekt AquaVitae.
De organismer, der de næste år skal arbejdes med i projektet, er i overvejende grad fra lavt trofisk niveau – hvilket betyder, at de ligger længere nede i havets fødekæde end f.eks. fisk og havpattedyr. Men ligesom både fisk, pattedyr og fugle gerne tager for sig af de lavere trofiske arter, så er de også delikat menneskeføde og derfor oplagte at producere i akvakultur, skriver DTU Aqua på sin hjemmeside.
Forskningsinstitutionen er en af over 30 forskningsinstitutioner og virksomheder spredt over hele verden, der deltager i projektet, som er fire-årigt og støttet af EU under Horizon 2020 programmet. Den danske del af forskningen fokuserer på produktionen af blåmuslinger og på bl.a. at undersøge mulighederne for at dyrke muslinger i andre områder, end i fjordene, hvor langt størstedelen af den danske blåmuslingeproduktion foregår i dag.
– Vi skal arbejde med at tilpasse allerede kendte produktionsteknologier til nye, lokale forhold f.eks. lidt længere væk fra kysten, hvor der er flere bølger og kraftigere vind- og strømforhold. Vi skal også undersøge, hvordan man kan sikre, at der er en stabil tilgang af muslingelarver til produktionen, fortæller forsker Pernille Nielsen fra Dansk Skaldyr Center under DTU Aqua.
Biprodukter skal udnyttes bedre
Fælles for hele AquaVitae projektet er, at det handler om at optimere akvakulturproduktionen af de organismer, der allerede er til stede og spises i de forskellige dele af verden. Men også at blive bedre til at udnytte de biprodukter, der er ved fødevareproduktion.
For blåmuslinger er det først og fremmest muslingeskallerne. Muslingeskallerne optager kulstof og binder det. Men hvis skallerne går i opløsning i vandet – eller brændes som affald – frigives kulstoffet igen. Derfor handler en del af forskningsprojektet om at finde anvendelsesmuligheder for skallerne – f.eks. som isolering og maling.
– Vi skal også have undersøgt, hvor godt muslingeskaller kan fungere som reservoir for kulstof, og om der er forskel på, hvor meget kvælstof muslingeskaller binder, alt efter hvor i verden de vokser. Forskningsprojektet har fokus på de enkelte verdensdele og tager udgangspunkt i, hvad der findes lokalt. Men selv om vi ikke skal arbejde direkte med dyrkning af blåmuslinger i f.eks. Brasilien, kan der jo godt være fælles problemstillinger – og løsningsmuligheder – i forhold til både opdræt og udnyttelse af biprodukter – hvor vi kan lære af hinanden, siger Pernille Nielsen.