Laks og makrel flere gange om ugen kan styrke børns hjernefunktion

Nyt studie fra Københavns Universitet indikerer, at indtaget af fed fisk kan påvirke hjernefunktioner hos skolebørn i positiv retning

Forskningsresultater tyder på, at fisk er godt for hjernen, og det er en af Fødevarestyrelsens begrundelser for, at vi bør spise mere fisk.

Der er dog kun få studier, der har undersøgt om et højt indtag af fed fisk – fx makrel, laks og sild – kan forbedre kognitive funktioner, som koncentrationsevne og reaktionstid, hos børn og resultaterne er langt fra entydige.

Derfor iværksatte Projekt FiSK et studie, hvori 199 sunde og raske 8-9-årige børn i 12 uger skulle spise ca. 300 g fed fisk eller kylling hver uge.

 

Børn der spiste fisk præsterede bedre i test

Resultaterne viste, at børn der spiste fisk generelt scorede bedre i kognitive test sammenlignet med de børn, der spiste kylling. Mest markant faldt antallet af fejl i en koncentrationstest med 12 %. Studiet viste også, at børnene der spiste fisk blev 9 % bedre til at klare en kompleks opgave med flere modstridende regler. Dette indikerer, at fisken øgede børnenes kognitive fleksibilitet. Jo mere fisk børnene spiste, jo større var effekten, og alt peger på, at det kan tilskrives fiskens indhold af omega-3 fedtsyrer.

– Baggrunden for at vi interesserer os for, om fisk kan påvirke hjernen er, at omega-3 fedtsyrer primært ophobes i hjernen, og at vi fra studier i dyr ved, at de tydeligste mangelsymptomer er ængstelse og nedsat læring. De tidligere resultater fra studier i børn er ikke entydige, og det kan måske skyldes, at der er forskel på hvilke hjernefunktioner, man har undersøgt og de test, man har brugt. Vi har derfor brugt en bred vifte af test, som måler forskellige kognitive funktioner på flere måder, forklarer Lotte Lauritzen, som er professor MSO i bioaktivt fedt og menneskets sundhed på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Hun fortsætter:

– Det er interessant, at resultaterne indikerer en forbedring i, hvordan børnene præsterede, men det skal understreges, at ingen af testene målte børnenes IQ eller indlæring. Desuden vil de observerede effekter sandsynligvis ikke have væsentlig betydning for, hvor godt det enkelte barn klarer sig i skolen, men en generel forbedring af børns kognitive funktioner kan være relevant på befolkningsniveau.

 

Forældrene: Børnene får det bedre, når de spiser fisk

Studiet undersøgte også børnenes psykosociale styrker og svagheder ved hjælp af spørgeskemaer, som anvendes i undersøgelser af børns trivsel. Opgørelsen af forældrenes svar viste en 16 % reduktion i deres oplevelse af psykosociale vanskeligheder hos de børn, der havde spist fisk i forhold til dem, som fik kylling. Forældrene oplevede især, at børnene blev mindre tilbøjelige til at bekymre sig og vende deres problemer indad, efter at de havde spist fisk. Børnene oplevede dog ikke selv, at de fik det bedre af at spise fisk.

– Vores resultater skal fortolkes lidt forsigtigt, da det er muligt, at forældrene kan være påvirkede af den store interesse, der er for omega-3 fedtsyrers effekt på sociale færdigheder, fx hos børn med ADHD. Resultaterne fra vores studie er dog i tråd med det, man tidligere har fundet i andre studier, udtaler Lotte Lauritzen.

Alt i alt underbygger studiet, at indtag af fisk og omega-3 fedtsyrer kan påvirke hjernen. 

– Selvom vi ikke kan sige, at man bliver klog og lykkelig af at spise fisk, så vil jeg alligevel anbefale, at man giver sine børn mere fisk. Et ekstra plus ved fisken er, at man – ud over et øget indtag af omega-3 fedtsyrer – også får en række andre vigtige næringsstoffer, specielt D-vitamin, som er en mangelvare her på vores breddegrader, slutter Lotte Lauritzen, som sammen med ph.d.-studerende Marie Nygaard Teisen er hovedforfatter på artiklen.

Bøgsted: Ønsker regeringen i virkeligheden at nedlægge fiskeriet?

Hvorfor er det, at vi ikke ser de nordjyske folkevalgte som Torsten Schack Pedersen, Simon Kollerup og Bjarne Lausten fra regeringspartierne være oppe på...

Bøgsted: Ønsker regeringen i virkeligheden at nedlægge fiskeriet?

Hvorfor er det, at vi ikke ser de nordjyske folkevalgte som Torsten Schack Pedersen, Simon...