Uhumske! Sådan beskrives nok bedst de forhold, hvorunder en mand fra Skjern-området har drevet ulovlig fiskeforretning fra hans private bolig. Men nu er mandens fiskeeventyr slut. Fødevarestyrelsen har lukket virksomheden ned, efter at fødevarestyrelsens rejsehold og fiskeristyrelsen kom på et uanmeldt besøg.
Under besøget blev det konstateret, at de fisk der blev solgt fra virksomheden, blev håndteret under så kummerlige forhold, at fødevarestyrelsen vurderede, at der var tale om sundhedsfarlig håndtering af fødevarer.
Ikke alene var køleskabe og frysere hvor fisken blev opbevaret beskidte, der var også katte og killinger overalt i lokalerne, hvor fisken blev håndteret. Ligeledes var faciliteterne fyldt med blodrester, skidt og spindelvæv.
Under det uanmeldte besøg, blev det også konstateret at ferske laks, var lagt til saltning på et gulv i et skur uden tildækning.
Manden solgte bl.a. laks, fladfisk, røgede ål og ørreder fra virksomheden. Den ørred der blev solgt stammede fra et dambrug, mens fladfisk og ål ifølge ejeren skulle være fanget fra egen jolle med garn og ruser. Manden har dog ikke fisketegn, og han er ikke registreret som erhvervsfisker.
Fisken blev solgt direkte til kunderne fra ejendommen eller blev leveret ud til kunder fra en ladbil.
Fødevarestyrelsen har efterfølgende destrueret virksomhedens lager, og ejeren er blevet tildelt adskillige bøder for sundhedsfarlig håndtering af fødevarer.