Bornholm Fisk lukker i Nexø og A/S O.V. Jørgensen lukker i Gedser

På grund af de store kvotereduktioner i Østersen bliver modtagestederne i Nexø og Gedser lukket

Det er med stor beklagelse, at Bornholm Fisk må nedlukke afdelingen i Nexø, og at A/S O.V. Jørgensen – Hundested Fiskeexport må lukke afdelingen i Gedser.

De to modtagesteder lukkes som følge af de store reduceringer af fiskekvoter i Østersøen, da det ikke længere er økonomisk muligt at fortsætte med at modtage fisk i Nexø og Gedser.

Ole V. Jørgensen fortæller til Fiskeri Tidende, at han gerne ville have bevaret de to modtagecentre, men når der ikke kommer fisk ind i forretningen, så er det en for stor udgift at holde afdelingerne kørende. Han havde håbet på, at ministeriet ville hjælpe en trængt forretning, til der kom fisk i Østersøen igen.

– Vi har tidligere på året sendt et brev til Fiskeriministeren, og hans svar var en klar indikation af, at der ingen politisk vilje er til at holde modtage stederne åbne i Østersøens fiskerihavne. Vi må derfor tage konsekvensen og lukke, lyder det fra manden bag Bornholm Fisk A/S og A/S O.V. Jørgensen – Hundested Fiskeexport.

Til trods for nedlukningerne i Nexø og Gedser betyder det ikke et endegyldigt farvel til Bornholm Fisk A/S og A/S O.V. Jørgensen – Hundested Fiskeexport.

Bornholm Fisk vil fortsat have en afdeling i Rønne Havn, hvor én enkelt medarbejder samt lastbil fortsat vil stå for afhentning, losning og distribution af fisk på øen.

I Gedser vil fiskerne fremover blive betjent af en lastbil til losning. 

Overvejer at sælge

A/S O.V. Jørgensen – Hundested Fiskeexport vil fortsat have modtagesteder i Hundested, Bagenkop og Klintholm. Resten af de danske havne ved Østersøen vil fremover kun blive betjent med lastbiler.

Men modtagestedet i Klintholm lever muligvis på lånt tid, da A/S O.V. Jørgensen – Hundested Fiskeexport søger alternative muligheder for brug af bygningen på havnen i Klintholm, da det ikke er rentabelt i længden at bevare driften i havnen på Møn.

– Det er jo en vindmølle-havn efterhånden, så det kan være at en af virksomhederne er interesseret i en bygning mere. De har jo resten af havnen, så det kan være, at de gerne vil have det sidste også, lyder det fra Ole. V. Jørgensen, der afslører, at A/S O.V. Jørgensen – Hundested Fiskeexport har været på havnen i Klintholm i de sidste 75 år, men at det også snart kan være slut.