Indehaver af fiskehandlen HAV i Torvehallerne, Tommy Raabo Fischer, er gået bort. Han blev 43 år gammel.
Den kendte iværksætter og kok døde pludseligt i sit hjem i Helsingør 8. juni. Det skriver BT, som har modtaget en pressemeddelelse fra familien.
HAV vil nu blive drevet videre af Tommy Raabo Fischers partner, Jens Peter Moestrup.
– Tabet af Tommy er enormt. Han efterlader sig en familie og mange, mange venner i stor sorg. Og han efterlader sig stribevis af særdeles succesfulde virksomheder, deriblandt fiskehandlen HAV, som jeg nu får den kæmpe ære af at drive videre som det faglige fyrtårn det nu er, takket være Tommys benhårde arbejde og forbilledlige energi, lyder det fra Jens Peter Moestrup i pressemeddelelse til BT.
Tommy Fischer var ottende generation af fiskehandlere, og han stiftede et hav af virksomheder indenfor særligt fiskeri og gastronomi.
Særligt stor og succesfuld blev hans fiskehandel HAV Torvehallerne i København, som han drev som direktør og medejer.