Et af de mest kendte spisesteder i Thyborøn, Fiskehallen, kan 1. april fejre sit 25-års jubilæum.
Det fortæller indehaver Anders Olsen til Lokalavisen Lemvig.
Han selv blev ansat af de tidligere ejere, Esry og Marno Hansen, i 1997, men 1. april 1998 købte han så spisestedet sammen med sin kone Sine.
Det populære spisested, der består af to etager, kan have over 300 gæster.
Restauranten på 1. sal i den såkaldte røde hal har plads til 60 mennesker, hvor terrassen kan rumme 150 og Havneknejpen på en god dag kan huse 130-140 mennesker til de store fiskebuffeter.
I den hvide hal har ægteparret Olsen en fiskebutik, hvor de har eget røgeri og fiskeeksport.
Der er et særligt jubilæumsudsalg indtil fredag d. 31. marts.
– Der får man 25 procent på alt i restauranten og i fiskebutikken, fortæller Anders Olsen til Lokalavisen Lemvig.