Oprindeligt var planen at klappe havbundssediment, fjernet i forbindelse med anlægsarbejdet, ved Hjelm Dyb.
Klapning – en proces, hvor sedimentet dumpes på dybt vand – har været genstand for kritik på grund af risikoen for at forurene havmiljøet.
Aarhus Vand har derfor ændret kurs. På hjemmesiden skriver Aarhus Vand, at I stedet vil sedimentet blive indbygget i landindvinding, hvilket både reducerer miljøpåvirkningen og skaber nye anvendelsesmuligheder.
Hensyn til miljø og lokalsamfund
Den nye tilgang til sedimenthåndtering blev præsenteret for Aarhus Byråd, som også fik indblik i de næste skridt, herunder en miljøkonsekvensvurdering.
Direktør Karina Topp understregede, at ændringen viser Aarhus Vands vilje til at tage hensyn til både miljø og lokalsamfundets ønsker.
Aarhus ReWater skal sikre effektiv spildevandsrensning med reduktion af kvælstof, fosfor og miljøfremmede stoffer som PFAS. Anlægget vil også have færre overløb til Aarhusbugten – takket være et gigantisk underjordisk regnvandsbassin ved Tangkrogen.