Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at Danske Fiskeauktioner A/S har overtaget Fiskeauktion Danmark (Gilleleje) med virkning fra dags dato. Overtagelsen sker som et led i at sikre, at auktionen i Gilleleje fortsat kan udvikle sig og levere fisk og skaldyr af højeste kvalitet.
Overtagelsen sker med stor respekt for det lokale engagement og de stærke relationer, som Fiskeauktion Danmark er kendt for. Der vil ikke ske ændringer i den daglige drift. Lasse Nordahl fortsætter som daglig leder, og Pia Jørgensen fortsætter på kontoret – begge med mange års erfaring og dyb indsigt i den lokale fiskeribranche. Deres fortsatte tilstedeværelse sikrer, at fiskeauktionen drives videre med høj faglighed, stabilitet og lokal forankring.
– Vi er meget glade for at kunne byde Fiskeauktion Danmark velkommen i Danske Fiskeauktioner, udtaler Michael Lodahl, Adm. Direktør og ejer i Danske Fiskeauktioner A/S og fortsætter:
– Med Lasse og Pia i spidsen for den daglige drift er vi sikre på, at både fiskere og købere vil opleve en gnidningsfri overgang og fortsat høj kvalitet i samarbejdet.
Danske Fiskeauktioner A/S ser frem til at udvikle auktionen i tæt dialog med de lokale aktører og bidrage til en bæredygtig og effektiv afsætning af fisk og skaldyr fra Gilleleje og omegn.