Der sker ting og sager hos Polaris Electronics.
For man har besluttet at samle sine danske aktiviteter under samme tag i et nyt hovedkontor i Svenstrup J, syd for Aalborg.
– Det betyder, at vi får samlet vores lagre på ét sted. I dag har vi lagre flere steder i Aalborg. Vores tekniske afdeling får også meget bedre plads til produktion og træning af teknikere fra forhandlere i ind- og udland, siger direktør og indehaver Klavs Torp.
Byggeriet af det 1.800 kvadratmeter store hovedkontor er i fuld gang, og forventningen er, at de nye lokaler er klar til indflytning 1. juni.
Salgskontorer i flere lande
Polaris Electronics er en virksomhed i vækst, og den har i dag godt 20 ansatte i Danmark.
Derudover har virksomheden salgskontorer i USA, Norge og Tyskland.
Polaris Electronics blev oprindeligt stiftet med fokus på salg og service af systemer til søfartsbranchen, men de senere år har virksomheden øget sin egenproduktion.
Særligt inden for LRIT (Long-Range Identification and Tracking) til handelsskibe samt tracking af fiskefartøjer leverer Polaris Electronics egne produkter under Sirius-serien.
Nye regler i tysk fiskeri
I dansk fiskeri anvendes Sirius One til VMS og elektronisk logbog, og hos Polaris Electronics forventer man, at den snart slår igennem på det tyske marked.
– Hen over sommeren vil de tyske fiskere også stifte kendskab til den, da de tyske fiskerimyndigheder har valgt løsningen fra Polaris Electronics. Det betyder, at de fleste tyske fartøjer snart vil skulle skifte fra Inmarsat C til Iridium, fortæller Polaris Electronics tyske salgschef, Ralf Reder.