Sommeren er over os og det betyder, at der i det danske sommerland dukker masser af muligheder op for at hilse på lokale fiskere, lære om fiskeri, købe fisk på auktion, smage på alt det gode fra havet og meget, meget mere.
I denne weekend er det i Bønnerup og Bagenkop, der inviteres indenfor og ombord.
Havnefest i Bagenkop – 11. – 13. juli.
Den første havnefest i Bagenkop blev afholdt i 1959, og siden har det været traditionen at der sælges “Bagenkopperen“, der er rødspættefilet på rugbrød med remoulade, ristede løg og agurkesalat.
Bønnerup Havnefest – 10. – 13. juli.
Bønnerup Havn inviterer til fire dage med havnefest og kræmmermarked. Der vil være mulighed for at komme ombord på fiskekuttere, se isværk og lære meget mere om fiskeriet i Kattegat.
Derudover er der også ugentlige fiskeauktioner to steder ved Vestkysten:
Fiskeauktion i Hvide Sande
Hver søndag i perioden 13. juli – 31. august er der fiskeauktion i Hvide Sande. Her kan I byde på populære fisk i familievenlige portioner, som passer lige til aftensmaden
Fiskeauktion i Thyborøn
I juli og august afholdes der fiskeauktioner for turister hver onsdag kl. 11. Her kan du byde på friskfanget fisk i mindre portioner, perfekte til aftensmaden.
Udvalget varierer fra dag til dag, men du kan ofte finde torsk, fladfisk, havkat, mørksej, makrel og krabbekløer – alt efter hvad fiskerne har med ind.
Det hele foregår hos:
Thyborøn Fiskeauktions Center
Havnegade 15, Port 7
7680 Thyborøn