Regeringen vil styrke Forsvarets flåde

Det skal ske med droner, 21 nye fartøjer til Marinehjemmeværnet, fire nye havmiljøskibe og på længere sigt nye fregatter

Regeringen vil styrke flåden. Foto: Søværnet

Regeringen vil styrke forsvaret af Kongeriget med en ambitiøs flådeplan.

Der skal straks anskaffes nyt materiel til at overvåge kritisk infrastruktur under havet, og et udviklingsprogram for droner og andre ubemandede enheder sættes i gang.

Der skal også anskaffes 21 nye fartøjer til Marinehjemmeværnet og fire nye havmiljøskibe, der også kan bruges militært til både farvandsovervågning og minelægning.

På høje tid

– Den sømilitære kampplads er præget af et mere sammensat risiko- og trusselsbillede end tidligere, en hastig teknologisk udvikling og et Rusland, der er blevet mere villig til at eskalere sin kurs over for Vesten. Derfor sætter vi med flådeplanen gang i flere hastende anskaffelser, som imødegår specifikke udfordringer og trusler, vi står over for nu og i de kommende år, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

– Med anskaffelsen af fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer får vi et robust dansk havmiljøberedskab til at bekæmpe olie- og kemikalieudslip i havet.  Det er på høje tid, at vi gør klar til at sende de nuværende fartøjer på pension, for de er nedslidte. Det er i min optik sund fornuft, at fartøjerne kan bistå med sømilitære opgaver som farvandsovervågning, overvågning af kritisk undersøisk infrastruktur og minelægning i lyset af den sikkerhedspolitiske situation, tilføjer minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen.

Næste generation af fregatter

Udover de hastende indkøb har den nye flådeplan også et langsigtet arbejdsspor.

Her skal det undersøges, hvordan man bedst sikrer Nordatlanten og Arktis – og skabe grundlag for, hvilke andre større skibe, der skal anskaffes, og hvordan det skal ske

– Søværnets nuværende flåde af fregatter har 10 gode år i sig endnu. Derfor er det på alle måder rettidig omhu, når regeringen med udspillet til en ny flådeplan nu vil skabe et oplyst grundlag for beslutning om kommende anskaffelser, herunder næste generation af danske fregatter. Hele flådeplanens indhold ser jeg frem til at drøfte med partierne bag forsvarsforliget, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Fakta

Regeringens udspil til flådeplanen indeholder bl.a.:

  • Kapacitet til overvågning af kritisk undersøisk infrastruktur
  • Udviklingsprogram til droner og andre autonome enheder
  • Fire havmiljø- og minelægningsfartøjer
  • 21 nye fartøjer til Marinehjemmeværnets opgaveløsning
  • Skabe solidt grundlag for mulige anskaffelser af eksempelvis fregatter og skibe i Arktis og Nordatlanten