Belgisk delegation besøgte fiskeriet i Gilleleje

En delegation fra Flandern besøgte for nylig fiskerihavnen i Gilleleje for at få indblik i dansk fiskeri

En belgisk delegation fik indblik i fiskeriet set fra Gilleleje Havn.

Hvordan ser virkeligheden ud i en dansk fiskerihavn, og hvad er erhvervets udfordringer? Det fik en delegation fra Belgien at se, da de besøgte Gilleleje Havn.

Delegationen bestod af Emiel Brockuaert fra BFPO (det belgiske svar på DFPO, red.), personer fra den belgiske ambassade samt medarbejdere, der arbejder for Flanderns fiskeriminister, Hilde Crevits. Ministeren selv skulle have været med, men var blevet forhindret.

Under besøget mødtes delegationen med lokale aktører, herunder Lasse Norddahl fra fiskeauktionen samt formand Carsten Norddahl og bestyrelsesmedlem Jakob Jørgensen fra Gilleleje Fiskeriforening.

Gæsterne fik blandt andet en rundvisning på havnen, så Carsten Norddahls fartøj og hørte om arbejdet med at reducere bifangst samt brugen af kameraovervågning i fiskeriet. Der blev også drøftet fremtidsperspektiver, herunder brugen af kunstig intelligens, og hvordan det opleves at blive overvåget til søs.

Nye arter og klimaforandringer i fokus

Delegationen besøgte desuden havnens isværk og en lokal fiskebutik med eget røgeri. Her blev der fortalt om både lokale og importerede fisk, ligesom stigende forekomster af nye arter som blæksprutter blev fremhævet.

Klimaforandringer og deres indflydelse på fiskeriet fyldte også i samtalerne. Blandt andet blev det nævnt, at tunen er vendt tilbage til danske farvande, men i dag er forbeholdt lystfiskere.

Ifølge chefkonsulent Jacob Handrup fra DFPO var besøget præget af stor interesse og nysgerrighed fra den belgiske delegation, som ønskede indsigt i fiskeri under virkelige forhold. Samtidig blev der udvekslet erfaringer om blandt andet lukkeområder og ændringer i fiskerimuligheder.

– Vi vil altid gerne vise dansk fiskeri frem, og i forhold til vores samarbejde med BFPO er det vigtigt at bruge tid på at møde hinanden, siger Jacob Handrup.