– Det var et rigtig godt og spændende besøg. Jeg bor i lokalområdet, så jeg ved, det er et vigtigt erhverv med stor lokal betydning. Både i forhold til gode danske arbejdspladser, men i lige så høj grad kulturelt, hvor fiskeriet er med til at gøre vores område til noget særligt, siger Peter Larsen.
Hvis man har et hjerte, der slår for dansk fiskeri og har set TV-programmet ”Højskolen”, har man formentlig hæftet sig ved, at lederen af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, kommer fra en fiskerfamilie i Thorsminde. Redaktionen på Fiskeritidende spår derfor en hård kamp om fiskeriordførerskabet i Liberal Alliance. Og med et glimt i øjet melder Peter Larsen sig ind i den kamp.
– Jeg tror Alex får andre opgaver. Derfor er der en åbning. Jeg synes, det lyder rigtig spændende, hvis jeg bliver valgt på tirsdag, vil jeg helt sikkert arbejde for, at jeg får mulighed for at arbejde med fiskeri, fødevarer og landbrug, som har særlig betydning i den her del af landet, siger Peter Larsen.
Erhvervet skal kunne følge med
Peter Larsen er klar til at trække i arbejdstøjet for dansk fiskeri, og han slår på, at fiskeriet som resten af erhvervslivet skal omstille sig. Men det er altså vigtigt, at erhvervet kan følge med.
– Jeg vil arbejde for, at fiskeriet udvikler sig og blive endnu grønnere. For mig er det afgørende, at omstillingen foregår i et tempo, så fiskeriet kan følge med og har en reel mulighed for at omstille sig.
– Hvis fiskeriet står i en situation i 2029, hvor der ikke er gode alternativer til diesel. Så er vi nødt til at finde en løsning i god tid inden i forhold til CO2-afgiften. For det nytter ikke, hvis vi tvinger danske fartøjer til at tanke i udlandet, og det nytter ikke, at udenlandske fartøjer fravælger en havn som Hanstholm, når de skal lande deres fisk, siger Peter Larsen.
Peter Larsen er opstillet i Nordjyllands Storkreds, og sidder i dag i byrådet for Liberal Alliance i Thisted Kommune.