SFPO: En stærk fødevareforsyning kræver gode forhold for fiskerne

I Sverige ønsker politikkerne at styrke fødevareforsyningen – og fiskerne vil absolut gerne bidrage, men det kræver politisk opbakning

Peter Ronelöv Olsson. Foto: SFPO

De svenske politikere siger én ting, men gør noget helt andet.

Sådan lyder opråbet fra Sveriges Fiskares Producentorganisations (SFPO) formand Peter Ronelöv Olsson i et debatindlæg i det svenske medie Dagens Industri.

Som i Danmark har den aktuelle geopolitiske situation gjort, at fødevareforsyning er på alle svenske læber. Her vil fiskerne uden tvivl gerne bidrage, men skal det lykkedes, så er politikerne nødt til at sikre dem rimelige forhold. Og det gør de ikke pt, understreger Peter Ronelöv Olsson .

– Svensk fiskeri har brug for en langsigtet politik, der sikrer, at vi stadig kan være med i fremtiden. Hvis regeringen vil gøre alvor af sin ambition om at styrke fødevareforsyningen, skal den sikre, at svensk fiskeri får lov til at være en del af løsningen – ikke et offer på symbolpolitikkens alter, skriver den svenske formand.

Han efterlyser bl.a. en opdatering af kvotesystemet, bedre forudsætninger for lokalt fiskeri, og at der fortsat skal være plads til de svenske fiskere på havet. Pladsen er trang, bl.a. presser udenlandske vindkraftsselskaber fiskerne væk fra gode fiskepladser.
Dermed ikke sagt, at grøn omstilling og fiskeri ikke kan gå hånd i hånd. Men det kræver, at politikerne tænker sig om, skriver Peter Ronelöv Olsson:

– Både vores beredskab og en grøn omstilling er nødvendig, men vejen frem må ikke være på bekostning af den svenske fødevareforsyning. Regeringen ser ud til at være ude af stand til at holde to tanker i hovedet på samme tid. Det er fuldt ud muligt både at investere i en bæredygtig fremtid og samtidig styrke svensk fødevareproduktion – men så skal den politiske vilje være til stede blandt alle partier.