Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen giver i et debatindlæg på Altinget.dk udtryk for, at trawlforbud i Lillebælt, Storebælt og Langelandsbæltet ikke er den medicin, som hverken fiskebestandene eller fiskerne har brug for lige nu.
“Et totalt forbud mod bundtrawling forventes dermed ikke at øge biodiversiteten af fisk, havpattedyr og fugle med mindre det suppleres med restriktioner på brugen af andre redskaber”.
På trods af at landets fremmeste eksperter i havmiljø fra DTU Aqua skrev ovenstående til Folketingets medlemmer sidste forår, er det nu alligevel endt med, at et flertal i Folketinget har forbudt fiskeri med trawl i Lillebælt, Storebælt og Langelandsbæltet.
Det er jeg rigtig ærgerlig over. For det får store konsekvenser for mange af de små fiskerihavne, der er afhængige af trawlfiskeriet. Samtidig er et forbud mod trawl ikke den medicin, som havmiljøet kalder på.
Det er forurening fra land, der sætter havmiljøet under pres
Det siger meget om den her sag, at miljøminister Lea Wermelin under et samråd om havmiljøets ringe tilstand i Lillebælt ikke nævnte trawlfiskeriet med et eneste ord i sin samrådstale.
Wermelin sagde direkte: “Den væsentligste presfaktor i forhold til danske kystvande er påvirkning med næringsstoffer – kvælstof og fosfor”. Og det skal indsatsen for havmiljøet afspejle!
I dansk fiskeri er vi afhængige af et godt og et sundt havmiljø. Og vi er også afhængige af, at der skrues op for indsatsen for vores havmiljø. Vi vil også gerne gøre vores bidrag.
Vi har blandt andet foreslået at frede ti procent af vores farvande sammen med Danmarks Naturfredningsforening, ligesom vi de sidste mange år har fisket mindre og mindre for at beskytte vores bestande.
Men det er altså naivt at tro, at man redder havmiljøet ved at afvikle fiskeriet, når det, som Wermelin ganske klart siger, er et andet sted, skoen trykker.
Garnfiskerne taber også
Blandt de partier, der har bakket op om finanslovsaftalen, lader der til at være opfattelsen, at forbuddet mod trawl bliver en stor gevinst for landets garnfiskere.
Men det er ganske enkelt ikke rigtigt. For den virkelighed, garnfiskerne nu står i, er, at logistikken og infrastrukturen omkring de små havne kommer til at lukke.
Forklaringen er, at garnfiskerne ikke kan fange tilstrækkelige mængder fisk til at holde infrastrukturen i gang. Det bliver urentabelt, og det ender i en situation, hvor fiskerne må give op, fordi det ikke er muligt at afsætte fisken. Det bliver døden for de små havne.
Hvis man virkelig vil gøre noget godt for garnfiskeriet, bør man gøre noget ved de massive problemer med sæl og skarv.
Derfor opfordrer vi også til, at man nok en gang overvejer, om ikke tiden er inde til at regulere. For det bliver vanskeligt at genoprette torskebestanden, når sælerne både spiser og smitter torsken med leverorm, mens skarven spiser torskens yngel.
Ophugning er nødvendigt
Situationen i Østersøen er så alvorlig, at der er brug for ophugning. Det har vi længe råbt om.
Udover ophugningsstøtte er der også brug for en oplægningsordning, der kan give fiskerne mulighed for at indstille fiskeriet i en periode mod kompensation. Det kan eksempelvis være i de perioder, hvor det er svært at undgå bifangster af torsk.
Du kan læse hele debatindlægget her