Sagen om forsøgsfiskeriet efter muslinger i Storebælt kommer ikke til at få anden konsekvens, end at fiskeriminister Eva Kjer Hansen atter får en næse. Det var ellers tænkt, at sagen kunne koste hende ministertaburetten, da Dansk Folkepartis medlem af fødevareudvalget Ib Poulsen i en tidligere sag, der endte med en såkaldt ”næse” til ministeren, dengang udtalte, at ministeren havde fået et gult kort og næste gang var det rødt.
Men efter Samrådet overlod Ib Poulsen beslutningen om et rødt kort til ministeren til Dansk Folkepartis ledelse, og herfra var meldingen endnu et gult kort.
- Når vi kigger på forløbet, er det tydeligt, at ministeren ikke tager sagen alvorligt nok, lød det fra Peter Skaarup, der er gruppeformand for Dansk Folkeparti.
Ib Poulsen har også afvist at mødes med ministeren, der ellers i Samrådet lagde op til en videre drøftelse med fiskeriordførerne. Hun savnede en melding på, hvordan regler og kriterier for fremtidige forsøgsfiskerier skal udformes, og derfor inviterede hun fiskeriordførerne til et møde.
Læs historien fra Samrådet her
Det møde er siden blevet afvist af Ib Poulsen, der i en mail, som Berlingske citerer skriver, at han ikke kan ”se nogen grund til at mødes før et valg, hvor der forhåbentligt kommer en anden minister, som jeg kan stole på om dette område”.
Næsen i februar blev givet for hendes håndtering af muslinge- og østerskvoter i Limfjorden.
Ifølge Altinget er der siden 1990 uddelt 55 næser til ministre. 43 næser er givet til Blå blok og 12 næser til Rød blok.At få en næse er et politisk udtryk, som betyder skam og vanære. Det bruges som udtryk for, at et flertal i Folketinget eller et udvalg udtrykker kritik af en siddende minister. Næste step i kritikken er et mistillidsvotum, som betyder, at der ikke længere er tillid til ministeren, der må gå af.
Rekordholderen for antal næser er Uffe Ellemann-Jensen, der fik tildelt 80 næser i sin tid som minister. De fleste fik han for fodnotepolitikken på udenrigsområdet, hvor han ikke selv delte det synspunkt, som hans mandat rakte til.