Tidligt tirsdag morgen omkring kl. 06.10 blev der via Lyngby Radio slået alarm om skib i nød. Det drejede sig om H 272 Soraya, der pludselig var begyndt at tage vand ind omkring 5 km. fra Gilleleje Havn. Det skriver netavisengribskov.dk
Mandskabet fra Frederiksborg Brand og Redning kom hurtigt i redningsdragterne og satte kursen mod den nødstedte fiskekutter i Gribskov Kommunes redningsbåd, Rescue Gilleleje. Der var rekvireret såvel helikopter som dykkere til redningsaktionen, men ingen af disse kom i aktion, da situationen hurtigt var under kontrol.
Årsagen til, at der pludselig trængte vand ind i kutteren er stadig ukendt, men det lykkedes at få pumpekraft nok til at sikre kutteren, hvorefter den kunne sejle mod Gilleleje Havn ved egen kraft.
Kollegaen H 214 Kaninska fulgte sammen med Rescue Gilleleje H 272 Soraya ind til Gilleleje Havn, og lidt efter kl. 08.00 lå H 272 Soraya ved kajen igen.
Der var ikke tale om nogen personskader ved dagens redningsopgave.