Miljø- og Fødevareministeriet får to ministre

Her får fiskeri hjemme under minister Mogens Jensen, mens Lea Wermelin er miljøminister

Efter gårsdagens ministerliste og ny fiskeriminister, står det nu klart, at der sker en række ændringer i, hvordan ministerierne er sammensat.

Miljø- og Fødevareministeriet forbliver ét samlet ministerium, men får nu to ministre – og så er fiskeri også placeret her.

Mogens Jensen er nemlig nu minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde og får ansvar for sager vedrørende landbrug, herunder økologi, fødevaresikkerhed, fødevaresundhed og fødevareforsyning, dyrevelfærd, inklusive de til områderne hørende institutioner m.v., sager vedrørende ligestilling samt sager vedrørende fiskeri.

Lea Wermelin er miljøminister og får ansvaret for det øvrige ressort.

Dermed flytter fiskeriområdet og ressortansvaret for sager vedrørende fiskeri fra Udenrigsministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet.